Forårets øl er landet

03.04.2019 12:57

Saison IPA fra Svaneke Bryghus kom på markedet i 2015.

Er du til påskebryg? I år er der over 100 påske- og forårsbryg at vælge mellem, når du skal finde den helt rigtige øl til påskebordet. Eller måske bare en hyggestund i solens stråler og læ for vinden. 16 af de 100 øl er nye påske- og forårsbryg.

I 2018 kom der over 1.800 nye øl på det danske ølmarked. Allerede nu er 16 af 2019-nyhederne sæsonøl op til påsken og foråret. Det viser et udtræk, som Beerticker har lavet for Bryggeriforeningen. Listen over nye påske- og forårsøl er dog ikke komplet; der kommer flere i løbet af april og maj.

- Forbrugerne har rig mulighed for både at vælge gode, gamle kendinge og at stifte bekendtskab med nye smage. Bryggerierne frister virkelig med mange og vidt forskellige bryg, siger Niels Hald, direktør hos Bryggeriforeningen.

Både den svageste og stærkeste nye forårsbryg er økologisk. Ørbæk Bryggeris “Low Spring”, der er brygget med hindbær, har kun 0,4 procent alkohol og kategoriseres dermed som alkoholfri. Derimod er “Forårs IPA” fra Bryghuset Braunstein en helt anden sag.  “Forårs IPA” en Double IPA på ni procent.

Påsken er en meget kort højtid, hvor bryggerierne kan have svært ved at komme af med egentlige påskebryg. Derfor er tendensen også, at de danske bryggerier satser mere på forårsbryg. Der er også en del bryggerier, der helt fravælger både påske- og forårsbryg i sortimentet.

Oprindeligt var den danske påskebryg en Dobbelbock på omkring otte procent. Den var inspireret af Salvator-øllen fra det bayerske bryggeri Paulaner. Paulaner Brauerei blev etableret som et klosterbryggeri i 1634 af Paulaner-munke, og i fasten op til påske drak munkene Salvator-øllen i stedet for at spise. For munkene var øllene flydende brød. 

Sidst i 1890’erne blev Salvator-øl, importeret af københavnske restauratører omkring påske, populære. Der var endda Salvator-fester på københavnske værtshuse. Derfor introducerede Bryggeriet Thor i Randers den første danske Salvator-øl i 1899. Fra 1905 bryggede Carlsberg denne øltype og kaldte den påskebryg.

Nu om dage er påskebryg ikke en fast ølstil, men næsten alle er lyse eller gyldne. Bock- ølstilen er stadig udbredt. 

NYE, DANSKE PÅSKE- OG FORÅRSBRYG 2019 

  • Forårsbryg, Bryggeriet Skands (4,6%, humlefrisk ravgylden ale)
  • Forårs Bryg, Bryghuset Braunstein (6%, økologisk california common)
  • Forårs IPA, Bryghuset Braunstein (9%, økologisk double IPA)
  • Forårsbryg 2019, Det Lille Bryggeri (6%, amber ale)
  • Spring Bock, Esbjerg Mikrobryg (4,6%, helles bock)
  • Frederikshavn Bryghus (forårsbryg tæt på lancering)
  • Påskeøl, Fri Bryg (7%, gylden bock)
  • Dimmel Bock, Hadsund Bryghus (6,9%, bock)
  • Påskebryg, Jacobi Craft Brew (5,9%)
  • Påskens Øl, Juel's Bryg (6,5%, pilsner)
  • Påskebryg, Mjels Bryghus (5,3%, mørk let krydret ale)
  • Påskebryg, Rosenholm Bryghus (navn ikke fastlagt endnu)
  • Easter Bock, Thisted Bryghus (7,4%, dobbelbock)
  • Påskebuk, Thyras Bryg (5%, røgøl)
  • Fynsk Påske, Ørbæk Bryggeri  (5,8%, økologisk New England IPA med hyldeblomst)
  • Low Spring, Ørbæk Bryggeri (0,4%, økologisk alkoholfri med hindbær)

Note: Listen er endnu ikke komplet, da der i april og maj lanceres nye, danske påske- og forårsbryg. Kilde: Beerticker.dk og Bryggeriforeningen 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her