Fuglsang tænker langsigtet

27.08.2018 13:22

Bryggeriet Fuglsang er landets ældste, familieejede bryggeri. Det er grundlagt og ligger i Haderslev.

Bryggeriet S. C. Fuglsang, der har hjemme i Haderslev, har købt to sammenhængende byggegrunde på i alt 65.000 kvadratmeter. Her skal der opføres et helt nyt tapperi til både mineralvand og øl - og på sigt vil der også være plads til et nyt bryghus.

Fuglsang har i over 150 år holdt til i Haderslev. I dag ligger bryggeriet på Bryggerivej, men det kan ændre sig i fremtiden. Fuglsang har købt en 65.000 kvadratmeter grund ud mod Sønderjyske Motorvej. Planen er i første omgang at opføre et nyt tapperi til sodavand og øl. 

- 65.000 kvadratmeter lyder af meget, men vi tænker langsigtet. I første omgang fokuserer vi på tapperiet, men på den nye grund vil der også være plads til senere at kunne opføre for eksempel et nyt bryghus, gær- og lagertanke. Så på den måde har vi plads til at udvide over de næste 150 år, forklafer Kim Fuglsang, der er direktør på det sønderjyske bryggeri. 

Fuglsang overtog i 2016 mineralvandsfabrikken Frem, det var meningen at samle al produktion på Bryggerivej i Haderslev. 

- Vi har imidlertid måttet erkende, at det bliver mere hensigtsmæssigt at bygge et helt nyt tapperi uden for byen, men inden for Haderslevs kommunegrænse, forklafer Kim Fuglsang.

Bryggeriet Fuglsang er Danmarks ældste familieejede bryggeri. Søren Christian Fuglsang grundlagde bryggeriet i 1865. I dag er det nogle af hans tipoldebørn, som fremstiller de sønderjysk øl.

Der er endnu ikke sat en fast tidsplan for byggeriet og etableringen af tapperiet, men man håber, at tapperiet vil stå klart engang i 2020. Det nye tapperi vil få kapacitet til at kunne tappe væsentligt større mængder end det sodavand, der for tiden tappes hos Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe, og det øl, der brygges i Haderslev. 

Når det nye anlæg er indkørt, vil tapperiet i Ribe blive lukket, og efterfølgende lukkes også tapperiet på Bryggerivej i Haderslev. Det nye anlæg vil kunne tappe drikkevarerne i flere forskellige emballagetyper, der efterspørges af danske kunder og åbner nye muligheder på internationale markeder. Mens det nye anlæg køres ind, fortsætter arbejdet på tapperierne i Ribe og på Bryggerivej i Haderslev. 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her