Hornbeer er solgt

16.08.2018 15:15

Jørgen Fogh Rasmussen (midten) har gennem 10 år udviklet Hornbeer, så det i dag er et moderne mikrobryggeri. Nu skal nye ejere drive det videre.

Familien Fogh Rasmussen har solgt bryggeriet, der overtages af familien Sandgreen Jensen. Målet er at drive bryggeriet videre i samme ånd.

Gunhild og Jørgen Fogh Rasmussen satte Hornbeer til salg i maj, og ægteparret har allerede nu fundet de nye ejere, der skal overtage bryggeriet. Familien Sandgreen Jensen overtager det den 1. oktober i år. 

- Vi vil gøre alt for at køre det videre i Hornbeers ånd, da vi mener og tror på dette koncept, og samtidig er det vigtigt for vores samarbejdspartnere og kunder, at de stadig har samme tryghed og oplevelse med Hornbeer, lyder første statement efter købet i Bryggeriforeningens ugentlige nyhedsbrev til medlemmerne. 

Jørgen Fogh Rasmussen udtalte i maj, da parret satte Hornbeer til salg, at han håbede, at de nye ejere ville drive bryggeriet videre. Det ønske har han nu fået opfyldt. Derudover kaldte han det forestående salg for rettidig omhu.

- Det går godt med bryggeriet, men der er ingen af vores børn, der skal overtage det. Der er ingen dramatik, ingen sygdom, og økonomien er god, forklarede han.

Bryggerparret hjælper de nye ejere året ud, så overgangen bliver så nem som mulig. Familien Sandgreen Jensen er fra Kirke Hyllinge, hvor Hornbeer har holdt til siden grundlæggelsen i maj 2008. 

Hornbeer har vundet en række priser for øllene. Senest blev Trumputkim, en Russian Imperial Stout, kåret som Årets Ølnyhed 2017 i kategorien over syv procent hos Danske Ølentusiaster.

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her