Ingen stjerner til Restaurant Barr

18.02.2019 20:35

Restaurant Barr modtog sidste år et Danske Ølmærke af Danske Ølentusiaster. Restauranten ligger på på Refshaleøen i København. Stockphoto.

Den københavnske restaurant med fokus på klassiske, danske retter i opdaterede versioner og ikke mindst samspillet mellem øl og mad blev endnu engang forbigået, da Michelinguiden her til aften dryssede stjerner over Norden.

Mesterkokken Thorsten Schmidt og teamet bag Restaurant Barr fik igen i år ikke en af de eftertragtede Michelinstjerner. Restauranten fik end ikke udmærkelsen “Bib-Gourmand”, der viser, at madens kvalitet hænger godt sammen med prisen.

Restaurant Barr er en københavnsk gourmetrestaurant med et stærkt fokus på øl. 20 øl er på hanerne, mens et længere kort med flaskeøl byder sig til.

Restauranten åbnede i 2017 i Nomas gamle lokaler på Refshaleøen i København. Siden har Thorsten Schmidt arbejdet for, at vise, at netop øllet og det klassiske, danske køkken passer perfekt sammen.

Netop Restaurant Barr var blandt madeksperternes bud på, hvilke restauranter der ville få en stjerne i 2018 og igen i år.

Det genåbnede Noma fik to Michelinstjerner, Alouette i Sturlasgade i København fik sin første stjerne, mens Geranium, der ligger i Telia Parken i København, forsvarede de tre stjerner, restauranten havde. 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her