Kærlighed på bryghuset

08.02.2019 16:37

Aarhus Bryghus lagde torsdag den 7. februar catwalk til et lingerimodeshow. Fotos: Jean Tonnesen.

Valentinsdag lander om en lille uge. Helt præcis torsdag den 14. februar. I aftes tog Aarhus Bryghus og lingerikæden Hunkemöller forskud på glæderne. 75 par deltog i arrangementet og modeshowet “Øl og Lingerie”.

Det er torsdag, og der er nøjagtig én uge til, at den amerikanske tradition, valentinsdag, rammer hele landet. Bag murene på Aarhus Bryghus har 75 par fundet læ for den aarhusianske støvregn. I fredagsbaren er der bygget en midlertidig catwalk og spotlys hænger fra loftet.

Trine Wiboe har fødselsdag, og har valgt at invitere fire vennepar med til "Øl og Lingerie” på Aarhus Bryhus. 

- Hvis det bare var en ølsmagning, så tror jeg ikke, vi var kommet, forklarer hun og fortsætter:

- Min mand går meget op i øl, og jeg kan godt lide lingeri, så det er ren win-win. Det er en sjov og hyggelig gimmick.

Mænd og kvinder på dagen er delt i to. Først bliver kvinderne målt, for som Stinne Terp, Regional Manager hos Hunkemöller, siger, så bruger 80 procent af alle kvinder den forkerte bh-størrelse. Derefter er det modellernes tur til at vise lingeriet på podiet. Mændene? De er i bryggeriet, hvor der er fri adgang til Aarhus Bryghus’ Forårsbryg - direkte fra tanken.

- Jeg håber, at parrene er her sammen, og at det ikke kun er, fordi mændene kan lide øl, siger Stinne Terp, der er Regional Manager hos Hunkemöller.

Idéen til arrangementet opstod, som så mange skæve idéer gør, i fredagsbaren på bryghuset over en frisk, kold øl, hvor Niels Buchwald klækkede idéen om at kombinere øllets verden med blonder. Stinne Terp var klar.

- Jeg har tit tænkt på, at lave et show på et diskotek, men jeg havde aldrig tænkt på at holde det på et bryggeri, og sådan et har Niels jo. 

De ti modeller, der en blanding af ansatte, kunder og kunders veninder hos Hunkemöller, har indtaget brygmester Niels Buchwalds kontor. Det er i dag modellernes omklædningsrum under showet. 


De gør sig klar og indtager catwalken, mens kvinderne noterer, det lingeri de ønsker sig. Bagefter er det mændenes tur til at se, hvad den nyeste kollektion byder på. Lige fra klassisk nattøj til den lidt mere lumre Fifty Shades of Grey-inspirerede slags. 

- Vi leverer produkter til nydelse, det samme gør musikere, gastronomer og firmaer som Hunkemöller. For os er det naturligt at kombinere for eksempel  “Øl & Gourmet”, øl og Kim Larsen Tribute og nu Øl & Lingerie, forklarer Niels Buchwald.

Hunkemöller er en hollands lingerikæde, der blev grundlagt af Wilhelm Hunkemöller og Josephina Lexis i 1886. Aarhus Bryghus er noget yngre, men er siden 2005, hvor brygmester Niels Buchwald åbnede bryggeriet, blevet Østjyllands største. 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her