Øl er altid godt til grillen

04.05.2018 12:20

De lyse, lette øl med lav alkohol er de mest populære øl om sommeren med pilsneren som den mest foretrukne type øl. Hvedeøl og IPA’er er også fortrinlige øl til de varme sommerdage.

Aldrig før har det været lettere at parre øl med sommerens mange, lækre retter fra grillen. Til selv de mest kreative, eksotiske retter er der en øl, som passer til.

Det er svært at finde et mere forførende billede på dansk sommer end øl og grill. De mange øl fra de danske bryggerier gør det let som en sommerkjole at være øl-sommelier og finde et match mellem øl og mad. Her kommer nogle bud.

Udover at servere den syrlige cideragtige “Mark Hø” fra Herslev Bryghus til fisk, skaldyr og salat, går den også udmærket som aperitif. Skænk “Mark Hø” med de syrlige aromaer af rabarber og unge, lyse bær i et højt glas og dit garden party er allerede godt i gang. “Funky Orchard” fra Alefarm Brewing også et godt bud. Den har en let syrlighed og en tør og krydret karakter.

“Hvede” fra Fur Bryghus eller “Svane Hvede” fra Indslev Bryggeri er velegnet til salat med feta og godt med citrus og krydderurter i dressingen. De fleste hvide fisk, fra grill eller tilberedt på anden måde, og skaldyr har det også mere end fint med Furs og Indslevs hvedeøl.

Hornbeers hvedeøl, witbier’en “Summer”, tilbyder lidt mere syrlighed og sart krydring, og her må fisk, skaldyr og salater gerne være endnu mere fine og enkle i forhold til retterne til de to hvedeøl fra Fur og Indslev.

Til kødet fra grillen, især svin, lam og kylling, marineret med chili, ingefær og andre eksotiske krydderier er “Skunk Jam” fra Ebeltoft Gårdbryggeri velegnet. “Dank & Juicy" fra Dry & Bitter er også en et godt match til de ofte frugtagtige og intense aromaer fra Østens krydderier på det lyse kød.

Klassiske folkelige retter til grillen som for eksempel pølser, svinekoteletter og oksebøffer uden anden krydring end salt og peber er som skabt til pilsnere og wienerøl (classic) med deres runde, ukomplicerede maltsødme og en strejf humle til at rense smagsløgene. “California Dream” fra Mikkeller San Diego er en humlet pilsner og et godt bud til en allround-øl til sommerens gastronomi fra grillen.

Hvis pølserne, koteletterne og bøfferne er mere intense i smagen vil en parring med “Dark Lager” fra Husbryggeriet Jacobsen være endnu bedre.

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her