Pant på tyske øl, tak

16.04.2018 15:11

Danskerne slipper for panten, når øl og sodavand trilles over grænsen. Det skaber ulige konkurrence og skader ølmarkedet i Danmark.

Grænsehandel uden pant er med til at skabe ulige konkurrence, der skader det alsidige ølmarked og ikke mindst miljøet. Danske Ølentusiaster går ind for lige konkurrence - også over grænsen

Grænsehandlen er med til at skabe ulige konkurrence på ølmarkedet og skade miljøet. Millioner af øl (og sodavand) trilles hvert år ind over den dansk-tyske grænse.

- Hos Danske Ølentusiaster går vi ind for lige og fair konkurrence. Ulige konkurrence skader markedet og dermed også de danske ølkunders muligheder. De små danske bryggerier kæmper for at skabe innovative øl til glæde for kunderne, mens grænsehandlen med pantfrie dåser faldbyder billige øl uden pant. Det skader konkurrencen og dermed også udbudet af øl på det danske marked, siger Hans Peter Jepsen, landsformand hos Danske Ølentusiaster.

Når danskerne køber øl og sodavand i de danske butikker, skal de betale pant, som sikrer, at langt størstedelen af dåserne og flaskerne returneres til genanvendelse. Det gavner miljøet og sikrer lige konkurrence.

En grænseoverskridende pantaftale mellem Danmark og Tyskland blev i maj 2015 indgået. Aftalen betød, at tyske dåser købt i grænsehandelen skal pålægges dansk pant. Det var meningen, at der fra i år skulle indføres dåsepant i grænsehandlen, men pantaftalen er kørt fuldstændig fast, skriver Dansk Handelsblad.

Danskerne kan stadig udfylde en eksporterklæring i de tyske grænsehandelsbutikker og slippe for panten på de mange rammer øl og sodavand, der køres over grænsen.

I 2015, da den oprindelige aftale blev indgået, købte danskerne hvert år mere end 600 millioner dåser i grænsehandlen. Det skønnes, at op mod en million dåser hvert år bliver smidt på offentlige pladser, på strande, ved tankstationer, i affaldskurve eller i naturen. 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her