Rekordresultat på Thisted Bryghus

28.01.2019 12:09

Thisted Bryghus’ administrerende direktør, Aage Svenningsen, er en glad mand. I weekenden fremlagde han et regnskab, der viste et overskud på 3,5 millioner kroner for 2018.

Den varme sommer og en satsning på special-, økologiske- og fadøl sikrer bryggeriet et overskud på 3,5 millioner kroner i 2018. Omsætningen er steget med 42 procent siden 2012-2013.

På det nordjyske bryghus i Thisted ser man lyst på fremtiden. Bryggeriet tog i sidste uge første spadestik til en udvidelse, der blandt andet kommer til at indeholde et nyt brygværk, og i weekenden præsenterede Thisted Bryghus’ administrerende direktør, Aage Svenningsen, endnu en god nyhed for de 1.447 fremmødte aktionærer; et overskud på 3,5 millioner kroner i 2018. 

- Det er strategien med satsning på specialøl, økologisk øl, fadøl og gaveæsker, der slår igennem. Den gode sommer spiller også ind. For første gang i mange år havde vi en vækst i salget af Thy pilsner og classic på ti procent, sagde han på årets generalforsamling i Thyhallen i weekenden. 

Omsætningen for 2017/18 landede på 48,9 millioner kroner efter afgifter, hvilket er en stigning på 3,6 millioner kroner i forhold til forrige regnskabsår.

Bryghuset producerede i 2018 3,5 millioner liter øl fordelt på 50 forskellige produkter. Bryggeriet blev grundlagt i 1902 og har 23 ansatte. Signatur-øllen er Limfjordsporteren, der i år fylder 30 år, hvilket markeres i juni.

Thisted Bryghus var indtil for 11 år siden, i 2008, næsten udelukkende et lokalt bryggeri. Siden er bryghuset gået fra at være et lokalt bryggeri til et landsdækkende. Fokus er dog stadig på, at Thisted Bryghus’ rygrad er den lokale forankring i Thisted og Thy. 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her