Sejler Kissmeyer under falsk flag?

06.03.2019 13:11

Anders Kissmeyers nye serie af øl får kritik for at være “craft beer til supermarkederne”. Serien består af tre øl; New England IPA, Session IPA og Fruit IPA.

New England IPA, Session IPA og Fruit IPA er alle øl, der stjæler identitet fra craft-bryggeriers arbejde og udgiver sig for at være noget, de ikke er; nemlig craft beer. Sådan lyder kritikken af brygmester Anders Kissmeyers tre nyeste øl.

Hvordan smager en craft beer? Hvad skal der til for, at man må kalde en øl for craft? Og hvordan ser en øl fra et rigtigt craft-bryggeri ud? 

Anders Kissmeyer er brygmester hos Royal Unibrew og er hovedmanden bag Albanis nyeste satsning Anarkist - beer & food lab. Og så har han også sin egen linje af øl. Seneste skud på stammen er New England IPA, Session IPA og Fruit IPA, der alle kommer på dåse og har et labeldesign, der til forveksling ligner craft-bryggeriers. Kritikken af de nye øl går på, at Anders Kissmeyer “sejler under falsk flag” og producerer “craft til supermarkederne”. 

- At serien er “craft til supermarkederne” er fuldstændig korrekt, men at der skulle være noget, der på nogen måde er kritisabelt i det, fatter jeg ikke en meter af, siger Anders Kissmeyer og fortsætter: 

- Det er jo i supermarkederne, at langt hovedparten af danske craft beer-forbrugere køber deres øl, så der skal de da også have det bedst mulige udvalg af spændende og velsmagende øl. Har jeg så bevidst “tilpasset”, udvandet, forsimplet eller billiggjort, de tre nye øl til “supermarkedsegmentet”? Svaret er et rungende nej. 

Han forklarer, at hans personlige ølsmag ligger meget tæt på “supermarkedsegmentet”. Det er de lettilgængelige, forfriskende og harmoniske øl – dog gerne med en diskret, underliggende kompleksitet, som gør den enkelte øl lidt mere interessant end de øvrige i stilarten. 

Målet med den nye serie er at få Kissmeyer-mærket bredt ud, specielt i detailhandlen, og samtidig signalere, at mærket er med helt fremme i spidsen for udviklingen på ølmarkedet. Anarkist, Kissmeyer, Lottrup og Theodor Schiøtz Brewing Co. er alle en del af Albani og Royal Unibrew, men ifølge Anders Kissmeyer er der intet odiøst i, at makrobryggeri som Albani laver specialbryg, der minder om dem, som mikrobryggere har specialiseret sig i. 

- Det er for mig og mine nuværende kolleger er ret underordnet, hvor stort eller lille et bryggeri er, eller hvem der ejer det, blot det er passionen for at brygge den bedste øl, man kan, der driver værket, forklarer han 

Han har endnu ikke taget stilling til, om de tre nye dåseøl får følgeskab af nye bryg, men hvis salget af New England IPA, Session IPA og Fruit IPA går godt, vil han bestemt ikke afvise, at der kommer flere varianter. I første omgang overvejer han, om "Stockholm Syndrome” og “Into the Black” med et stærkt forynget og opfrisket design også skal ud i den brede detailhandel og dermed følge den nye serie.

Se også kritikken af Kissmeyers nye øl på Danske Ølentusiasters Instagram. 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her