Store ændringer hos hypet bryggeri

23.08.2018 21:46

Foto: Alefarm Brewings Facebook-side.

Andreas Skytt Larsen, idémand og grundlægger af Alefarm Brewing, stopper, og fra nytår flytter bryggeriet fra Køge til Greve. Næste stop er et større program af sour ales.

Alefarm Brewing er et af landets mest hypede og måske også mest ukendte bryggerier. I hvert fald i den brede befolkning. I løbet af små fire år har idémand og grundlægger, Andreas Skytt Larsen, og medstifter, Kasper Tidemann, drevet bryggeriet frem til at være et af landets mest hypede og eftertragtede bryggerier. 

Nu er det dog slut for makkerparret. Andreas Skytt Larsen, der i 2014 fik idéen til bryggeriet, har valgt at stoppe. Det sker i forlængelse af en større udvidelse, indkøb af et dåsebånd og flytning af bryggeriet fra Køge til Greve. 

- Jeg havde ikke lige set Andreas’ beslutning komme. Vi har løbet et tæt parløb de sidste par år, og jeg savner ham, det må jeg blankt erkende. Men jeg tror på at man altid skal gøre det, man føler er rigtigt, siger Kasper Tidemann og forklarer, at Alefarm drives videre af det nuværende team. 

Alefarm blev officielt grundlagt i 2015 af Kasper Tidemann og Andreas Skytt Larsen. Inden da lagde Andreas Skytt Larsen grundstenene for eventyret. Kasper Tidemann var på det tidspunkt i USA, og pludseligt tikkede en Facebook-besked ind i hos ham. Den lød “Kender du nogen, der har lyst til at investere i et bryggeri?”. 

Beskeden var fra Kasper Tidemanns ven fra Borupgaard Gymnasium, Andreas Skytt Larsen. Kasper havde lysten, og sammen etablerede de Alefarm, som hurtigt blev hypet blandt ølnørder verden over. I dag sælges bryggeriets øl i blandt andre Australien, Japan og USA. Og selvfølgelig også i Danmark. 

Kasper Tidemann forklarer, at bryggeriet har tre ben, der arbejdes ud fra; pale ales, stouts og sours. Pale ales er på markedet og stouts er lige på trapperne. Bryggeriets nye sours lader helt naturligt vente på sig, da de syrlige øl med inspiration fra belgiske Cantillon skal modnes på træfade over flere år. Planen er, at Alefarms sours skal komme på markedet i slutningen af i år. 

- Vi har de seneste år har friheden til at eksperimentere mere, end man normalt har, fordi jeg løbende har investeret i bryggeriet og betalt for vores eksperimenter. Det er nok også medvirkende til at vi har fået en masse hype, fordi vi har haft mulighed for kun at sælge det øl, som vi selv synes har været fantastisk, siger Kasper Tidemann. 

De seneste år har Alefarm udvidet produktionen, så man har 14-doblet kapaciteten fra cirka 12.000 liter i 2017 til små 175.000 liter på det nye brygudstyr. Derudover drømmer Kasper Tidemann om er at etablere et egentligt taproom i det nye lokaler i Greve og en decideret Alefarm-bar i København.

Bryggeriet har siden etableringen i 2015 ligget på Harekærvej i Køge, men har også lejet sig ind i lokaler på Lunikvej i Greve. De kommende måneder flyttes hele bryggeriet dog fra den gamle til den nye adresse. Og selvom Andreas Skytt Larsen har valgt at stoppe, sker der ikke de store ændringer i bryggeriets portefølje.  

- I fremtiden sker der det samme, som der hele tiden har gjort. Vi kommer til at have et bredt sour-program, og vi bliver ved med at eksperimentere, lære nyt og brygge nogle rigtig gode øl.

Joseph (Joe) Freund er brygmester hos Alefarm. Det er ham, der har brygget for Alefarm de seneste seks måneder. Resten af teamet består af Britt van Slyck, Dan Johnstone, Mark Walewski og Kasper Tidemann. Joseph Freund har tidligere brygget for Jolly Pumpkin, Beavertown og Monkish Brewing Co. Mark Walewski har tidligere brygget for Beavertown og er netop blevet ansat i Alefarm.

Andres Skytt Larsen vil ikke kommentere sit farvel til Alefarm eller fremtiden i ølverdenen. 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her