Brug øl i din mad

10.08.2018 11:41

Øl kan sagtens bruges i mad. Her er det muslingeragout med belgisk trappistøl fra Orval. Danske Ølentusiaster arbejder for, at øl også bruges i maden. Foto: Olle Thorup.

Øl og mad er en perfekt kombination. Øl kan sagtens bruges som ingrediens i maden og ikke udelukkende som en gylden drik i glasset. Få opskriften på muslingeragout à l’Orval her.

Hvornår har du sidst brugt øl i en ret? Øllets mange typer kan berige enhver ret med sødme, syre, bitterhed, et utal af aromaer og fylde. Øl har har større og bedre anvendelsesmuligheder i mad i forhold til vin. Hav derfor altid en køkkenøl indenfor rækkevidde, hvis du vil være bedre til at lave mad.

Det er faktisk ikke svært at trylle en lækker ret med øl frem. Prøv for eksempel med muslingeragout à l’Orval.

Begynd med at rense muslingerne og kasser dem, der ikke lukker sig under rensningen. Løgene skæres i små tern, og bladselleri skæres i tynde skiver. Sauter hurtigt løg og bladselleri i smørret. Tilsæt Orval, en knivspids salt (gerne flagesalt eller Læsø-salt) og lidt peber. Sæt gryden på kraftig varme og lad det koge cirka fire minutter.

Tilsæt nu muslingerne og lad dem dampe i tre minutter. Vend dem, så grøntsagerne kommer til syne. Tilsæt den hakkede persille. Hæld det meste af væsken og grøntsagerne i en skål og behold kun en kopfuld væske i gryden.

Jævn væske med roux’en og tilsæt cognac og fløde. Lad væsken koge en smule ind, tilsæt æggeblommen, mens gryden er væk fra varmen. Pil muslingerne ud af skallerne. Gem eventuelt et par skaller til pynt. Tilsæt de afskallede muslinger til saucen. Anret på en dyb tallerken. Pynt efter behag - for eksempel med krebs eller jomfruhummer - og drys kørvelblade over.

Nem sommermad med belgisk trappistøl. Velbekomme.

Danske Ølentusiaster uddeler hvert år Øl & Mad Prisen, der gives til en kok, en brygger, en forfatter eller en virksomhed, der har ydet en ekstraordinær indsats i forhold til at fremme øl i kombinationen med mad. Øl & Mad Prisen uddeles i et samarbejde med Food Festival, Danmarks største fødevarefestival, der løber af stabelen fra fredag den 7. til søndag den 9. september på Tangkrogen i Aarhus. 

Muslingeragout à l’Orval (4 personer)

  • 1,5 kg muslinger
  • 1⁄2 løg
  • 3 stængler bladselleri 
  • Hakket persille
  • 125 ml Orval
  • 1 spsk roux
  • 1 spsk fløde
  • 1 æggeblomme
  • Cognac
  • Salt
  • Peber
  • Kørvelblade

Opskriften er fra kogebogen “La cuisine à la bière” og oversat til dansk af Christoffer Marckmann og Anne-Mette Meyer Pedersen. Opskriften er bragt i ØLentusiasteN #69 (august/september 2012). 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her