EBCU har fået ny, dansk formand

10.11.2018 13:16

Bo L. Jensen (th) er ny formand for European Beer Consumers Union. Hollandske Henri Reuchlin har været formand siden 2012.

Bo L. Jensen skal stå i spidsen for 200.000 europæiske ølforbrugere fra 15 lande og 18 medlemsorganisationer.

European Beer Consumers Union (EBCU) har fået ny, dansk formand. Bo L. Jensen, tidligere landsformand i Danske Ølentusiaster, skal de kommende år stå i spidsen af organisationen. 

Han blev valgt som formand for organisationen ved EBCU’s delegeretmøde på Amager Bryghus. Her var 32 europæiske repræsentanter for de nationale organisationer samlet. 

Bo L. Jensens er ikke en ny mand i øllets verden. Hans arbejde i øllets sag begyndte tilbage i 2004, hvor han blev valgt som formand i Danske Ølentusiasters lokalafdeling Frederikshavn.

Fra 2009 til 2015 var han ansvarlig for Danmarks første og største festival for øl, Ølfestival, og i samme periode, fra 2010 til 2013, var han landsformand. I 2008 blev han valgt som dansk delegeret i EBCU, og fem år efter, i 2013, blev han valgt til EBCU Executive.

Bo L. Jensen overtager pladsen som EBCU-formand fra hollandske Henri Reuchlin, der har været formand siden 2012.

På delegeretmødet blev en ny, tysk ølforbrugerorganisation optaget som associate member. Det forventes, at den tyske organisation officielt bliver stiftet i januar 2019. I samme ombæring er L’Association des Buveurs d’Orge (ABO) fra Schweiz trådt ud, mens Gesellschaft zur Förderung der Biervielfalt (GFB) er trådt ind. 

Danske Ølentusiaster har siden stiftelsen i 1998 været medlem af EBCU, som en europæisk sammenslutning af ølforbrugerorganisationer. I øjeblikket dækker EBCU over 18 nationale medlemsorganisationer med et samlet medlemstal på over 200.000 fra 15 lande; Danmark, Sverige, Norge, Schweiz, Irland, Østrig, Polen, UK, Finland, Tjekkiet, Holland, Italien, Belgien, Frankrig, Spanien og Grækenland.

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her