En hyldest til Danske Ølentusiaster

30.08.2018 09:53

Jens Lynge Larsen fra Spybrew har brygget en traditionel britisk ale, der indtil videre udelukkende kan smages på Øllets Dag på Amager.

Hvordan fejrer man, at Danske Ølentusiaster fylder 20 år i september?

Jens Lynge Larsen er indehaver af Spybrew i Hvidovre, og han er ikke i tvivl. Det gøres med en specialbrygget, traditionel britisk ale.

- For mig, personligt, er der ingen tvivl om, at Danske Ølentusiaster har været en stor inspirationskilde. Det gælder ved de mange Ølfestivaler, men også gennem medlemsmagasinet. 20 år og “still going strong” fortjener en thumbs up, siger han.

Jubilæumsøllet er brygget med klassiske britiske humler som East Kent Golding og Fuggle. Selv kalder han øllet old school, og om det er en traditionel ale eller golden ale er lidt ligegyldig. I alt er der 150 liter jubilæumsøl, som indtil videre kun kan smages på Øllets Dag på Café Langebro på Amager.

- Der er fem keykegs. Jeg har ikke solgt af øllet til ølbarer, fordi der skal være release på Øllets Dag. Det er en ganske traditionel britisk ale, fordi vi skal huske, hvor vi kommer fra, forklarer Jens Lynge Larsen, der for fire år siden grundlagde sit “hemmelige” bryggeri Spybrew.

Siden har han og bryggeriet hvert år deltaget i Øllets Dag sammen med Lokalafdeling Amager.

Den britiske ale blev valgt frem for mere hypede stilarter som IPA’er og New England IPA’er. Og det er der en god grund til. Det var de britiske ølstile, Jens Lynge Larsen fald for, da han første gang var på Danske Ølentusiasters Ølfestival. Og selv mener han, at de klassiske stilarter har været gemt og glemt i jagten på de hazy IPA’er og pale ales.

Jens Lynge Larsen hyldest til Danske Ølentusiaster er allerede oprettet på Untappd. 

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her