FESTIVALFOKUS: Hancock

07.05.2018 13:58

Hancock er (måske) Danmarks mest konservative bryggeri. Filosofien bag bryggeriet er “kvalitet frem for kvantitet”. Derfor brygger Hancock stadig efter de gamle metoder, og bryggeriets øl er alle brygget med den dybeste respekt for de naturlige processer, der ligger til grund for ølbrygning.

Til alle produkter anvendes udelukkende dansk produceret malt, lige som verdens fineste humle, den tjekkiske Saaz-humle, er den eneste humletype, der brygges med på Hancock.

Selv om det i dag er mere og mere almindeligt at brygge med overgær plus at gære og lagre ved høj temperatur i kort tid, har Hancock valgt at fortsætte, som de altid har gjort. Hancock øl brygges med undergær og gæres ved lav temperatur i lang tid. Lagringen varer helt op til halvandet år ved en temperatur lige over frysepunktet.

Hancock blev grundlagt i Skive i 1876. I begyndelsen hed bryggeriet Thordal, men i 1971 blev bryggeriet omdannet til at aktieselskab, og navnet Thordal blev sløjfet. Herefter var navnet Hancock Bryggerierne.

På Ølfestival 2018 har Hancock blandt andre “Old Gambrinus Dark” med. Den huskes måske fra Natholdets Julekalender på TV2 Zulu, hvor Anders Breinholt, Søren Rasted og ølekspert Carsten Berthelsen smagte sig gennem 24 juleøl - på en dag. Smag blandt andre også “Saaz Brew”, “Økologisk Pils” og den klassiske “Hancock Beer”.

Hancock findes på stand E-05 på Ølfestival 2018.

I tiden op til Ølfestival 2018 sætter vi fokus på en række af de mange udstillere. 

Du kan se alle udstillere på Ølfestival 2018 her

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her