Munkebo Mikrobryg er reddet

01.02.2018 12:45

Investorer har skud penge i Munkebo Mikrobryg, der er stiftet af Claus Christensen. 2017 var et barskt år for bryggeriet, men Claus Christensen ser lyst på fremtiden.

“De uheldige beslutninger og fejl, som har været medvirkende til, at vi fik det svært, er nu bag os, og med et nyt kompetent og stærk partnerskab vil vi bestræbe os på at lære af dette og skabe et bedre fundament for en ny fremtid”. 

Munkebo Mikrobryg og stifter Claus Christensen lægger ikke skjul på, at 2017, og især de seneste syv måneder, har været hårde. Arbejdet har dog resulteret i, at Munkebo Mikrobryg nu er reddet og en ny æra for bryggeriet er på bedring. 

- Det har været en kamp gennem syv måneder, så det er næsten helt uvirkeligt, at det endelig er lykkes. Det er med en rigtig god følelse i maven, at vi går fra arbejde her i dag, siger Claus Christensen til FødevareWatch (betalingsartikel).

Munkebo Mikrobryg har tidligere brygget sine øl hos norske St. Hallvards Bryggeri, litauiske Genys Brewing og senest hos polske ReCraft. Det laves nu om. Den første store beslutning, som er taget, er, at Munkebos øl, som tidligere, skal brygges i Danmark. I fremtiden skal øllet brygges hos Randers Bryghus og på Ørbæk Bryggeri.

Skiftet til danske bryghuse er et ønske fra Claus Christensen og sker blandt andet for bedre at kunne sikre kvaliteten af øllet og øge leveringssikkerheden.

USA og Japan

Munkebo Mikrobryg vil fremover styrke sin position i USA og åbne for et helt nyt asiatisk marked. Nemlig Japan. 

- Det er en god start, og vi glæder os over fortsat at kunne servicere vores danske kunder og de mange udenlandske kunder, der har været tålmodige med situationen, skriver bryggeriet i en pressemeddelelse. 

Den nye partner er svenske Jokke Nurminen fra UAB JLInvest, og sammen med Claus Christensen bliver de drivkraften, som fremover skal skabe en sund virksomhed. I den nye konstruktion er Claus Christensen valgt til direktør, mens Jokke Nurminen og hans partner Lauri Löfveblad skal bidrage med økonomi og erfaring fra deres kendskab til branchen.