Tre indstillinger af Ølværket

03.10.2018 10:47

Årets danske bryggeri 2018 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december.

Esbjergs eneste bryggeri, Ølværket, er lokalafdelingerne Esbjerg, Varde og Ribes kandidat til prisen som Årets danske Bryggeri 2018. Bryggeriet har eksisteret siden 2013, hvor Michael Elis Madsen, Mikkel Ammitzbøll Jensen og Carsten Puggaard Nielsen slog dørene op til det lille, lokale bryggeri.

Lokalafdeling Vardes begrundelse for, at Ølværket på Esbjerg Havn skal være Årets danske Bryggeri 2018:

Det lille bryggeri, Ølværket, drives af tre glade ølentusiaster, der har formået at sætte bryggeriet på landkortet - ikke mindst med “white label-serien”, hvor der eksperimenteres med forskellige øltyper og ingredienser.

Trekløveret har brygget en hel serie af jubilæumsøl i forbindelse med Esbjerg Havn og Bys 150-års jubilæum. Jubilæumsøllene er kun tilgængelige i år. Derudover har Ølværket lavet øl til andre specielle lejligheder; blandt andet en specialøl til Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg. Samt en øl, hvor en del af salgsprisen går til beskyttelsen af den hvidbrystede præstekrave, der yngler ved Vadehavet.

Bryggerne arbejder for det gode øl. De holder ølsmagninger på bryggeriet, giver foredrag om det gode øl og deltager på messer og udstillinger. Ølværket har også vundet ”Årets Emil”, som er en konkurrence, der afholdes én gang om året i Ribe, hvor lokale bryggerier konkurrerer om, hvem der har lavet den bedste juleøl.

De tre bryggere overtog bryggeriet fra det tidligere Esebryg og har ved hjælp af hårdt arbejde sørget for, at Esbjerg igen har eget bryggeri. Det gør Ølværket til kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2018.

Lokalafdeling Esbjergs begrundelse lyder:

Ølværket har eksisteret siden 2013 og drives i dag af tre entusiastiske fritidsbryggere, som hele tiden udvikler nye øl. Forbrugerne bliver inddraget og spurgt til deres mening om øllene.

Trekløveret har, i forbindelse med Esbjerg Havn og Bys 150 års jubilæum, brygget en hel serie jubilæumsøl, som kun er tilgængelige i år. Derudover har Ølværket lavet øl til andre specielle lejligheder; blandt andet en specialøl til Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg. De har også brygget en øl, en del af salgsprisen går til beskyttelsen af den hvidbrystede præstekrave, som yngler ved Vadehavet.

Ølværket er tit ude at fortælle om deres øl, og der er også mulighed for at lave ølsmagninger på bryggeriet.De tre bryggere overtog bryggeriet fra det tidligere Esebryg og har ved hjælp af hårdt arbejde sørget for, at Esbjerg igen har eget bryggeri. Det gør Ølværket til kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2018.

Ølværket modtog den Regionale Ølpris på Torvet i Esbjerg i forbindelse med Øllets Dag.

Det er derfor at Ølværket bliver indstillet til Årets danske Bryggeri 2018 af Lokalafdeling Esbjerg.

Lokalafdeling Ribes begrundelse lyder:

De tre ejere af bryggeriet Ølværket har siden deres overtagelse af Esebryg i 2013 eksperimenteret med såvel øltyper som ingredienser og altid med et godt øje til variationen og kvaliteten. Det er i høj grad lykkedes dem at brygge øl af kvalitetsøl med velsmag.

Ølværket har fra begyndelsen lagt stor vægt på udformningen af deres etiketter, så de æstetisk har passet til indholdet i flaskerne og navnet på øllen. En række lokale kunstnere har også fået mulighed for at udfolde sig på ølflasker. Bryggeriets øl er i stor udstrækning aktuelle i forhold til begivenheder i lokalsamfundet.

De tre bryggere har stor kontakt med deres forbrugere blandt andet gennem ølforedrag og ølsmagninger - både rundt i området og på bryggeriet. Ølforedragene og ølsmagningerne er samtidig understøttet af illustrative, oplysende og underholdende powerpoints. Flere gange i løbet af årene har der også været afholdt større "åbent bryggeri-arrangementer".

Bryggerne er aktive i "Det Fri Øl", altså med vægt på mangfoldigheden i ølverdenen. Socialt engagement med svage grupper udviser Ølværket også, blandt andet ved at sponsere øl til Hjemløses Venners Nytårskur i Esbjerg. Endelig stiller Ølværket hvert år i december op til "Årets Emil" i Ribe, en konkurrence blandt lokale bryggerier om at have produceret den bedste juleøl. Her har Ølværket vundet flere år i træk, hvilket også må være udtryk for øllets kvaliteter.  

Proceduren til at finde Årets danske Bryggeri 2018 er ændret i forhold til tidligere år. I år er kun bryggerier, der er indstillet af en lokalafdeling, med i opløbet til prisen.

I november stemmer Danske Ølentusiasters cirka 9.000 medlemmer på ét af de indstillede bryggerier. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december.

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her