Varde indstiller Ølværket

03.10.2018 10:47

Årets danske bryggeri 2018 skal findes. Danske Ølentusiasters lokalafdelinger indstiller hver ét bryggeri til prisen, der uddeles i december.

Esbjergs eneste bryggeri, Ølværket, er lokalafdeling Vardes kandidat til prisen som Årets danske Bryggeri 2018. Bryggeriet har eksisteret siden 2013, hvor Michael Elis Madsen, Mikkel Ammitzbøll Jensen og Carsten Puggaard Nielsen slog dørene op til det lille, lokale bryggeri.

Lokalafdeling Vardes begrundelse for, at Ølværket på Esbjerg Havn skal være Årets danske Bryggeri 2018:

Det lille bryggeri, Ølværket, drives af tre glade ølentusiaster, der har formået at sætte bryggeriet på landkortet - ikke mindst med “white label-serien”, hvor der eksperimenteres med forskellige øltyper og ingredienser.

Trekløveret har brygget en hel serie af jubilæumsøl i forbindelse med Esbjerg Havn og Bys 150-års jubilæum. Jubilæumsøllene er kun tilgængelige i år. Derudover har Ølværket lavet øl til andre specielle lejligheder; blandt andet en specialøl til Fiskeri og Søfartsmuseet i Esbjerg. Samt en øl, hvor en del af salgsprisen går til beskyttelsen af den hvidbrystede præstekrave, der yngler ved Vadehavet.

Bryggerne arbejder for det gode øl. De holder ølsmagninger på bryggeriet, giver foredrag om det gode øl og deltager på messer og udstillinger. Ølværket har også vundet ”Årets Emil”, som er en konkurrence, der afholdes én gang om året i Ribe, hvor lokale bryggerier konkurrerer om, hvem der har lavet den bedste juleøl.

De tre bryggere overtog bryggeriet fra det tidligere Esebryg og har ved hjælp af hårdt arbejde sørget for, at Esbjerg igen har eget bryggeri. Det gør Ølværket til kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2018.

Proceduren til at finde Årets danske Bryggeri 2018 er ændret i forhold til tidligere år. I år er kun bryggerier, der er indstillet af en lokalafdeling, med i opløbet til prisen.

I november stemmer Danske Ølentusiasters cirka 9.000 medlemmer på ét af de indstillede bryggerier. Prisen overrækkes på det vindende bryggeri i december.

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her