Vestfyen overtager Indslev

04.09.2018 10:08

Ugly Duck Brewing Co. er en del af Indslev Bryggeri og overtages derfor også af Bryggeriet Vestfyen. Foto: Bernt Rostad, Flickr.

Hold fast i den høje kvalitet og lysten til at være innovativ, lyder opfordringen fra Danske Ølentusiaster. Kurator og bryggeridirektør underskriver den endelige købsaftale tirsdag formiddag.

Opdatering: Ifølge FødevareWatch starter produktionen af øl på bryggeriet i Indslev igen i denne uge. Otte-ni medarbejdere fra Indslev Bryggeri overgår til de nye ejere, mens der næppe bliver plads til Anders Busse Rasmussen, Indslev Bryggeris tidligere direktør.

Indslev Bryggeri gik konkurs i begyndelsen af sidste uge, men de historiske bygninger på Vestfyn får ikke lov til at stå stille. I dag underskrives en købsaftale, hvor Bryggeriet Vestfyen fra Assens overtager Indslev-direktør Anders Busse Rasmussens værk. 

- Vi er grundlæggende glad for, at Indslev Bryggeri drives videre. Men der skal samtidig lyde et par opfordringer fra vores side; hold fast i den høje kvalitet, der gennem årene har sikret Indslev Bryggeri en række øl-priser og en stor skare af fans, og sørg for, at den legesyge og innovative tilgang til øllets verden forbliver intakt, lyder det fra Hans Peter Jepsen, landsformand hos Danske Ølentusiaster. 

Administrerende direktør hos Bryggeriet Vestfyen, Poul Mark, har netop bekræftet, at Indslev Bryggeri bliver en del af koncernen. 

- I den løsning, vi har fundet, sikrer vi naturligvis, at der forsat produceres på Indslev Bryggeri, men vi skal i det hele taget bygge videre på bryggeriets store viden og kompetencer, når det gælder produktionen af specialøl, siger Poul Mark.

Rasmus Damsted Hansen, salgsdirektør hos Bryggeriet Vestfyen, er glad for, at Indslev Bryggeri bliver en del af Vestfyen. 

- Det bliver spændende sammen med kollegerne på Indslev Bryggeri at bygge positivt videre på de stærke mærker, der nu bliver en del af Vestfyens-familien. Det er hele Ugly Duck-serien fra Indslev et godt eksempel på. Det er rigtig godt brygger-håndværk, der har givet en velfortjent positiv respons fra forbrugerne, siger han. 

Indslev Bryggeri blev grundlagt af Frederik Christian Rasmussen i 1897. I 2006 genåbnede Anders Busse Rasmussen bryggeriet efter en omfattende modernisering og renovering.

Link: Ny Indslev-ejer: Vi starter ølproduktionen igen i denne uge (FødevareWatch, artiklen er låst)

Meld dig ind

Som medlem af Danske Ølentusiaster støtter du arbejdet for at bevare et rigt og varieret øludbud i Danmark. 

Læs mere her