14 Kultsmagning i Thørsting-Wrads Herreders Øl Laug

Lystige viser
&
Listige øl

Efter at lokalforening Odense, sammen med 37 andre buspassagerer, havde lagt ud fra Dannebrogsgade kl. 08:30 samme morgen med kurs mod bryggeriet Vestfyn og Indslev bryghus, til nogle fornøjelige timer i selskab med bryggeriernes skummende produkter, stod vi nu på Indslev og vente på kørelejlighed til Vrads.

Formanden og næstformanden skulle, i øvrigt som sidste år, deltage i denne hardcore kultsmagning. Mens vi ventede gik tankerne tilbage til sidste år: et sandt overflødighedshorn af forskellige øltyper – maden var ” first class ” og selskabet ligeså, ja vi glædede os til seancen denne kolde og forblæste novemberdag, dette herrens år 2006.

Da vi ankom til Vrads var der allerede gang i den, de frivillige kræfter var i gang med at lægge hånd på de sidste forberedelser, og kokken svedte tran i køkkenet, jo jo det tegnede allerede lovende. Men det vigtigste var, at der var øl på hanerne i rigelige mængder, og hvad gør 2 entusiaster fra Fyn der har tørstet siden de forlod Inslev? de frekventerer selvfølgelig baren, hvor de blev præsenteret for et velskænket glas skummende fadøl.
Vi faldt hurtigt i med tapetet, og slugte lige et par fad mere inden vi af laugets formand, en hvis hr. Torben Steenberg, tidligere formand i DØE, og nuværende kultsmagningsinitiator i Vrads, blev budt til bords sammen med ca. 70 andre gæster – nu kunne vi fange an.

Vi fandt vores pladser og lod dernæst blikket affotografere det imponerende menukort, på madsiden lød menuen:

Fiskesuppe

Oksefilet marineret i Westmalle tripel med Westmalle dubbel sauce og skorzonerrødder i Lambic

Ølkage med stout

Svinet bæres ind

Jo chancerne for at blive mætte var i den grad til stede da vi lagde ud med den aldeles fortræffelige fiskesuppe.

For overblikkets og nemhedens skyld vil jeg her nævne de 24 øl vi smagte i løbet af aftenen:

1. Fuglsang: White Christmas 4,8 %
2. Miraculix: Nannas Dark Horse 4,0 %
3. Virklund: Nanna (Mossø mild) 5,5 %
4. Miraculix: Natten med Nanna 6,0 %



Her må jeg lige indskyde, at de 3 foregående øl alle var brygget og dedikeret specielt til en ung kvinde der var til stede ved arrangementet – tak for kaffe: hvilken krop, dybe mørke og lyse nuancer, perfekte mål samt den der specielle udstråling der kan drive en hver ølentusiast på randen af et hjertestop – allerede på dette tidspunkt syntes jeg, at formandens øjne var blevet fugtige og hans underkæbe hang nærmest totalt lammet ned på brystkassen, han udstødte underlige gloser mens han forsøgte at synke mundvandet – ja det var i sandhed 3 øl der satte sine spor.Mens vi fandt sammen ved bordene (og formanden fik savlet færdig) spillede en lille kvartet stille passiarmusik.

5. Musikbryggeriet daCapo: Rubato 5,6 %
6. Celis White 5,6 %
7.  Wintercoat: Bøgeøl 5,7 %
8. Jacobsen: Camomile Dubbel 7,5 %
9. Musikbryggeriet daCapo: Largo 5,2 % (leder tankerne hen på en skurk i en gammel James Bond fim.)
10. Kokhus Håndbryg: Yellow submarine 4,8 %
11. Ørbæk: Fynsk forår 4,8 %  
12. Horsens – Thisted: Madonna 5,8 % ( brygget til et underlødigt musikarr.. I Horsens )
13. Braunstein: White Christmas 6,0 %.
14. Musikbryggeriet daCapo: Presto 6,0 %
15. Grauballe: Enebær Stout 6,0 %
16. Musikbryggeriet da Capo: Englelyd 7,2 %
17. Bøgedal: Bøgedal nr. 57 7,4 %
18. Waterloo: belgisk blonde 7,5 %
19. Fuglsang: Ding Dong 7.6 %
20. Horsens – Thisted: Stone ale 7,7 % ( brygget til Rolling Stones koncert i Horsens)
21. Achilles: Serafijn donker 8,0 %
22. Thisted: Jule Stenøl 8,1 %
23. Musikbryggeriet daCapo: Trio 9,0 %
24. Baggårdsbryggeriet: Nytårsfabel 9,0 %


Suppen forsvandt som dug for solen mens vi, sammen med vores borddame/mand uddelte roser i retning af kokken. Nu var det sådan, at for hver enkelt øl vi smagte, var der valgt et ganske bestemt stykke musik, der havde relationer til øllets etiket eller historie – jeg skal i dette forum ikke trætte ved at nævne samtlige 24 sange vi kæmpede os igennem, dog blot nævne, at indslagene var yderst originale.
Det festligste indslag var da folkene fra Bøgedal bryggeriet sang og spillede om deres egne øl, et dygtigt og festligt indslag.
Der var også underholdning ved brygmesteren fra Thisted, Peter Klemensen, der levende fortalte om tilblivelsen af øllene til henholdsvis Madonna og Stones koncerterne i Horsens – brygmesteren fra Horsens gav ligeledes en hånd med, da de 2 personager jo havde anvendt fælles inspiration under brygprocessen.

 

Så nåede vi til den Westmalle marinerede okse!! Mon Dieu!! Den var mør ( jeg lagde her mærke til, at visse personer i selskabet allerede var synligt berusede, og derfor næsten forsøgte at ”tygge” stegen med øjenbrynene), godt så!!. Nu er det så min hukommelse langsomt men sikkert begynder at spille mig et puds, jeg husker nogenlunde de første 15 – 16 øl, mens resten fader mere eller mindre ud. Stemningen var høj, øllene smagte og formanden nærmest spulede halsen, men det havde også været en lang køretur fra Fyns land.

Da den fortræffelige ølkage med stoutskum var gledet ned var det for alvor tid til at frekventere baren, til vores behagelige overraskelse fandt vi en stout-lignende øl på en af hanerne, den holdt vi os til resten af aftenen – men det lykkedes aldrig at tømme fadet, selv om vi gjorde et ihærdigt forsøg.
Vi sivede rundt i lokalet og talte med kendte og ukendt personer fra ølverdenen, alt imens gæster dansede rundt mellem bordene. Timerne gik, jeg havnede bag baren, hvor jeg agerede bartender og skænkede øl til gæsterne på forlangende, men heldigvis også til mig selv.

Bøgedal kan andet en brygge fremragende øl!

Pludselig fik jeg øje på formanden – han lignede en der ikke engang kunne se ud til brilleglasset
Jeg kom først i kontakt med ham da jeg råbte, ”Søren skal du ha en ny øl”!!!!! Så kom der sgu liv i kludene og svaret kom prompte.
De sidste par timer stod vi i baren og ”skrålede” til en live optagelse med Rolling Stones mens vi voldtog hanerne, hvor må det have lydt rædselsfuldt – men vi hyggede os.
Kl. 03:30 ca. måtte jeg så give op – nu var det tid at tørne ind – selv om min seng kun stod ca. 50 meter fra forsamlingshuset lykkedes det mig næsten at fare vild – der er fandnme mørkt i Vrads i november måned – og gadelys har de tilsyneladende ikke noget af på disse kanter, jeg var lige ved at bryde ind i kapellet (det lå lige overfor vores natkvarter) – men der havde sgu ikke været meget varme at hente der.

Silkeborg formand Karl Johan lænsede os for lommepengene, til fordel for Giro 413

Sluttelig takker vi Thørsting-Vrads herreders øl laug for endnu en uforglemmelig oplevelse, vi glæder os allerede til næste år – på gensyn

Højt skum

Niels

Højt skum