Bock og andet godt til en oktoberaften

Til medlemsmødet den 16. oktober havde vi en stribe bock og et par andre øl der passede til det kedelige efterårsvejr.


Erdinger Oktoberfest. 5,7% alkohol. Lidt stærkere end den almindelige weizen, men et godt stykke fra en weizenbock, som Erdingers Pikantus. Om den kan stå mål med den traditionelle märzen når der kommer stegte kyllinger, pølser og eisbein på bordet er uvist, men i efterårsvejret tager ingen skade af at få en halv procent ekstra alkohol i sin hvedeøl.

Rostock Dunkel Bock. 6,9% alkohol. Solid nordtysk bock, og meget klassisk med masser af maltfylde. Selv to øl af nøjagtig samme type er sjældent helt ens, så alle blev bedt om at sammenligne denne øl og den næste. Det er rigtig god træning for næse og tunge at finde nuancerne i øl der umiddelbart virker ens.

Einbeck Urbock Dunkel. 6,5% alkohol. Samme maltprofil som Rostock, men med mærkbart mere humle, så de to øl overhovedet ikke var ens. Bryggeriet i bockens hjemby har vel om nogen ret til at kalde deres øl for urbock. Einbecker Brauhaus laver også en hell og en maibock med samme styrke.

Wintercoat Vildmose. 5,8% alkohol. Vi forlod de undergærede tyskere for en kort bemærkning for at smage på Wintercoats bud på en efterårsøl. Det er en let røget brown ale krydret med porse og rønnebær. En kraftig sag, og en tematisk overgang til Carlsbergs bud på en efterårsøl med røn og porse:

Semper Ardens Bock. 7,1% alkohol. Fyldig og sødlig, krydret med rønnebær og porse som vel gør denne øl til en rigtig efterårsbock. Blev introduceret i 2002, men blev taget af markedet kort efter. Gen-introduceret dette efterår, og efter sigende er rønnebærene mindre markante i den nye udgave. De ligger dog stadig som en fin nuance i duften.

Herslev Oktoberbock. 7% alkohol. Igen har vi et par der minder meget om hinanden. Denne øl havde dog langt mere karakter end Semper Ardens, med et kraftigt maltpræg, og en god portion humle. Den langvarige eftersmag af malt er perfekt til efterårsmaden. Frem med flæsk, rodfrugter og svampe!

Andechser Doppelbock Dunkel. 7,1%. Denne kraftige og fyldige øl er simpelthen en af verdens bedste øl. Styrken er i denne laveste ende for kategorien doppelbock, men smagen mangler ikke noget af den grund. Den dufter som at stikke næsen ned i en stor sæk med nymalet malt, men formår alligevel at undgå en vammel maltsødme. Benediktinermunke har brygget øl i Andechs i Bayern siden middelalderen, og byggede i 1972 et nyt moderne bryggeri, hvor det dog stadig er kvalitet der er i højsædet.

Leute Bokbier. 7,5% alkohol. Belgisk ”bock” som falder helt uden for kategori. Den er overgæret og smager også som en mørk belgisk ale, i den knap så imponerende ende. Der brygges en del bukke-øl i Holland og Belgien: nogen ligner de tyske og nogen bruger bare bukken som symbol på en kraftig øl.


Det var en kold og regnende efterårsaften i bukkens tegn.

Oktoberfesten er måske ikke verdens mest respekterede ølmesse blandt sande ølentusiaster. Til gengæld har den høj status blandt turister der bare gerne vil have hældt en masse øl indenbords. Og det skal de vel have lov til? Her er i hvert fald et stemningsbillede, som muligvis kan forklare lidt af tiltrækningskraften...