Brobyværktur lørdag 22 september 2007
Eddie byder velkommen

Lørdag den 22 september var Odenseafdelingen på årets 3 bryggeribesøg.

Denne gang til Brobyværk.

Efter planmæssig afgang fra Odense kl. 10.15 lørdag formiddag med et par mandefald forinden (mere om det senere), gik turen med bus til Brobyværk, hvor Lokalafdeling Odense havde planlagt en tur med besøg hos Eddie på Midtfyns Bryghus og en frokost på Brobyværk Kro med mad inspireret af øl fra netop Midtfyns Bryghus. Arrangementet var kommet i stand ved hjælp af den præmie på 10.000 som Odenseafdelingen modtog i forbindelse med kåring som årets lokalafdeling i marts på landsgeneralforsamlingen.
Vi startede dog turen med, hvad der snart er en tradition: Engelsk øl på dåse, hvor vi denne gang fik en Abbot Ale til ’morgenmad’.

I dejlig solskin tog Eddie imod os udenfor den tidligere slagterforretning, der nu gør det ud for Midtfyns Bryghus’ butik og ’besøgscenter’. – Her kunne Eddie så konstatere, at han var delvist ansvarlig for i hvert tilfælde det ene mandefald i gruppen, da han havde stået for et arrangement fredag aften, hvor én af deltagerne skulle have været med på vores tur. Omstændighederne må dog have gjort, at deltageren i fredagens arrangement ikke så sig i stand til at fortsætte de gode takter om lørdagen, for personen dukkede aldrig op til busturen, men sådan kan det jo gå...
Vi startede besøget på Midtfyns Bryghus med lidt Midtfyns Wheat, mens Eddie kort gennemgik dagens program. Denne hvedeøl fra Midtfyns Bryghus er ikke helt så ’hvedet’, som man normalt forventer fra denne øltype, og en del ølentusiaster vil måske synes, at den er lidt ’letbenet’. Det bekræftes da også af Eddie, der kunne berette, at netop Wheat var deres dårligst ratede øl, samtidig bemærkede han dog også, at det også var deres mest solgte øl. – Det kunne tyde på, at bryggeriet har godt fat i mere ’almindelige’ forbrugere og ikke kun i os ølnørder, og det er jo nok så vigtigt for et bryggeri.

Herefter blev vi delt i to grupper, hvor den ene halvdel af selskabet gik med John (medarbejder på bryggeriet) rundt og så lokaliteterne på Midtfyns Bryghus med en fin gennemgang af øllets tilblivelse og pakning undervejs. – Helt ekstraordinært fik de hurtige (eller frække om man vil) lov til at smage på den kommende Jule Ale, som dog ikke var helt færdig endnu. – Den glæder vi os til at smage, når det færdige resultat er klar.

I slagterforretningen underholdt Eddie imens den anden halvdel af selskabet med historien om både Midtfyns Bryghus samt hans engagement og overtagelse af foretagendet. Denne beretning blev krydret med Eddies mange sjove oplevelser som amerikaner i Danmark, og det er jo altid underholdende at få vendt ens egen lille ’hønsegård’ med en udenforståendes øjne.
En veloplagt Eddie sørgede i det hele taget for, at formiddagen var rigtig underholdende, og når man så samtidig får serveret fantastisk øl, ja, bliver det jo ikke meget bedre.

Under fortællingerne smagte selskabet således også på bryggeriets Ale, IPA, Stout, Double IPA, og Imperial Stout, hvoraf de to sidstnævnte var helt nye. – Efter endt seance fra Eddies side, havde folk mulighed for at købe lidt forsyninger med hjem, inden det var tid til frokost på kroen.

Brobyværk Kro ligger heldigvis ganske få meter fra Midtfyns Bryghus, så selv med højt humor og stærk øl i kroppen lykkedes det selskabet at komme helskindet til bords på kroen. – Her præsenterede ’krofatter’ Ib et lækkert tag-selv-bord med god solid dansk kost til det sultne selskab (menuen er listet andetsteds på siden). Hertil kunne vi fortsætte de gode takter med et par flasker øl fra Midtfyns Bryghus, så folk havde et par hyggelige timer i selskab med dejlig mad, god øl og et fornøjeligt selskab.

Omkring klokken 15.30 gik turen ud i bussen og hjemad mod Odense igen, det var en rigtig god tur, men også ’hårdt’ for nogle af deltagerne, da indtil flere i bussen blev set tage sig en lille ’morfar’ på hjemturen…det er også al den frisk luft, der tager på folk.

En rigtig god dag, og bestemt en værdig afslutning på Sørens formandskab, da turen repræsenterede det sidste arrangement, som han har været primus motor for. På hele selskabets vegne tør jeg godt sige Søren mange tak for en rigtig hyggelig dag.

Lars Hauballe Frandsen, 

20070925
 

Turen havde samlet 41 deltagere
Der var mulighed for at smugsmage på den kommende julebryg, men den var ikke helt færdigudviklet endnu.
Der lyttes til Eddies røverhistorier
Lageret.
Eddie.
Her er det Ann der er igang med frikadellerne
Spisning på kroen

Menuen bestod af;

Ale stegte sild m/ bløde løg
Fiskefilet m/ remoulade
Frikadelle rørt m/ stout/ surt
Grønsagstærte
Ølben i IPA
Lun leverpostej m /champignon
2 slags ost
brød og smør

Hertil Midtfynsøl efter eget valg

Midtfyns Bryghus
Marsk Billesvej 24,
5672 Broby


www.midtfyns-bryghus.dk

Eddie Szweda
Mobil: 25408880

Et udvalg af bryggeriets nyeste produkter.
Så er der noget ved at komme til tandlægen.

Man kan få designet sin egen etiket helt ned i oplag på 2 kasser.

Blandt andet Egeskov slot har deres egen Midtfyns Ale på museet.

 

Nostalgisk øl. Bravehart
John stod for bryggerirundvisningen.

Brobyværk Kro
Marsk-Billesvej 15
Brobyværk
5672 Broby


Tlf. 62631122


www.brobyvaerk-kro.dk

 

Brobyværk kro. Byen er opkaldt efter en våbenfabrik som lå på stedet i 1648. Den blev udslettet af svenskerne i krigen i 1657
Kromand Ib fortæller om maden
Spisning
Så er det afgang mod Odense
Dagens kørebajer
Double IPA.