Efterårsøl november 2008

Vi havde sidst fat i bock sidste år i oktober da temaet var tysk stærkøl. Det serveres i Tyskland kun i vintersæsonen, og derfor var det passende at tage frem i dag. Bemærk at det er tre ret forskellige øl: Schwerin blev besat af Sovjet i 1945, og man kan kun gisne om hvad de har brygget indtil 1990. Hirschbräu ligger til gengæld i den sydvestlige del af Bayern, et af verdens ølcentre. Hamborgøl er brygget efter gammel nordtysk tradition hvor man ikke lod sig skræmme af det Bayerske Reinheitsgebot, og den er derfor krydret med hyben og rønnebær. Det er i øvrigt hverken brygget på Øm Kloster eller i Hamborg men på Indslev Bryggeri, hvor Klosterbryggeriet holder til indtil de (måske?) får eget bryghus.

Barleywine er den engelske udgave af stærkt og maltet øl. Omkring år 1800 navngav man den sådan for at opnå prestige i det nye bedre borgerskab som var født i en ølkultur og aristokratiet som var trætte af at vinforsyningen var usikker på grund af konstante krige med franskmændene. Da man i løbet af 1800-tallet begyndte at producere øl der kunne serveres uden lang lagring, kom ordet old ale til. De stærke øl som havde lagret. I dag er der overlap mellem de to ord, og old ale kan være alt fra en stærk brown ale, til den ægte vare som George Gale laver dem. Lagringen har traditionelt givet lidt syrlighed, og husgæren hos George Gale er lige præcis let syrlig. Prize Old Ale er guldstandarden for ægte old ale, og denne øl til fejring af Lord Nelsons bedrifter lægger sig lidt mellem barleywine og old ale. Som understregning af at de engelske øltyper ofte er samme opskrift ganget lidt op eller ned, så fås Trafalgar 200 også som 4,5% cask ale i lokalområdet.

Hvor man i England brygger barleywines der er maltede med præg af tørrede frugter og sherry, så balancerede de amerikanske mikrobryggere smagen med masser af humle, og fik på den måde en øl hvor sødme og bitterhed hang bedre sammen. Danske mikrobryggere lader sig jo gerne inspirere af USA, og Hornbeer og Det Lille Bryggeri er to af de mest inspirerede. Og når nu vi har to gode danske eksempler, så er USA i aften repræsenteret med en belgisk øl, nemlig en quadrupel fra Avery. Inspireret af de stærke trappistøl, og brygget til ære for salgschefens bedstefar som var biskop. De har lagret et år i Carlsens kælder så det er endda vintage øl vi får.

Aftenens øl

1. Schweriner Bock
2. Der Hirschbräu Doppelhirsch
3. Klosterbryggeriet Hamborgøl
4. George Gale, Trafalgar 200
5. Avery The Reverend
6. Hornbeer Barleywine
7. Det Lille Bryggeri Barleywine