Seks håndbryggere i Kolding har fået lov til at brygge øl i de tidligere Kolding Bryghus lokaler på You'll Never Walk Alone. Da lokalet er godkendt til fødevareproduktion kan Torben Mathews sælge deres øl på pubben. Lørdag den 22. marts lancerede de deres første øl, og jeres lokalformand var forbi for at smage på varene.

Det logiske sted at starte smagningen var en chokolade-hvede, en mørk weissbier med mørk chokolade tilsat. Chokoladen smagte dog først igennem i eftersmagen, og resultatet var en ret afdæmpet almindelig weissbier. Men der var gæster fra Indslev, så hvem ved om de har ladet sig inspirere?

Næste øl jeg smagte var en oatmeal stout, en virkelig effektiv sort øl. Havregrynen fik lov at lave et flot skum og en cremet følelse, men smagen var dejlig hårdt ristet med en eftersmag af lakrids.

Som påskeøl havde de en belgisk saison, Hønefryd, som også stadig kan fås på pubben. En meget aggressivt krydret saison som fylder næsen med både peber, ingefær og krydderurter.

Hønefryd var også tilgængelig i fadlagret udgave som har fået to uger på et helt frisk egefad. Det dæmpede krydderierne og gav et let indtryk af frisk træ og garvesyre.

Det er absolut en smagsprøve værd hvis man kommer til Kolding og der er noget på hanen i pubben.