Medlemsmøde oktober 2008

Vores medlemsmøde i oktober var med dobbelt tema. Først var der blindsmagning og bagefter fire af formandens favoritter blandt årets danske ølnyheder.

Blindsmagningen havde karakter af selskabsleg med indbygget overraskelse. Det var fire meget ens brown ales, og formålet var dels at afsløre om deltagerne mente at der var forskel på Ale nr. 16 og Vestfyn Ale, dels at se om rækkefølgen betød noget. Som forventet var det et meget forvirret deltagerfelt, og det skal man ikke være flov over.

Rækkefølgen var Ale 16, Vestfyn Ale, Newcastle Brown Ale, og til sidst Ale 16 igen. Ved en lille uformel fgivelse af points fik de første tre øl henholdsvis 39, 40 og 37 points. Det interessante er at Ale 16 ved anden servering fik 53 points. Der var kun én der gav den mindre end Newcastle så konklusionen må næsten være at den smager af mere end Newcastle og derfor samlede flere point  i sammenligning med den. Det betyder også at Ale 16 og Vestfyn Ale smagt lige efter hinanden samlede næsten samme antal points. Men tag det hele med et gran salt. I bund og grund var det 14 mennesker der sad og var forvirrede over at få fire "ens" øl. Og havde jeg ikke selv kendt rækkefølgen på forhånd havde jeg sikkert været lige så forvirret.

Efter blindsmagningen var det knap så almindelig kendte øl.

Bøgedal 141 er en mørk øl på 5,9%, vel i virkeligheden også en slags brown ale. Men det var den første mørke øl jeg har oplevet som har fået tilsat hyldeblomst. Kombinationen af chokolade og hyldeblomst kunne nok godt fungere, men den er blevet en anelse for parfumeret.

Mikkeller It's Alive på 7,5% er en hyldest til belgiske Orval. En lys og humlet ale eftergæret med vildgæren brettanomyces, som giver en umiskendelig bondegårdskarakter som vi nok er mange der forbinder med Orval. Inspirationen er tydelig, men alligevel har Mikkellers udgave sin egen identitet.

Djævlebryg Gudeløs er en kraftig Imperial Stout på 8,9%. I ØLentusiasteN nr. 46 kan man læse om den meget omtale det har givet at udsende denne øl i samarbejde med Dansk Ateistisk Selskab, men når først den er i glasset kan man glemme den historie og nyde en virkelig sort, men balanceret stout.

Raasted Double Imperial Stout på 12,5% fik lov at slutte af. En fordoblet udgave af den almindelige Imperial Stout som vakte begejstring på vores møde i januar. Ved nogle borde blev der mumlet lidt om at den var for meget, men mon ikke også de var meningen at nogen skulle have det sådan? I hvert fald er det en meget intens oplevelse.

Aftenens øl

1. Refsvindinge Ale nr. 16

2. Vestfyn Ale

3. Newcastle Brown Ale

4. Refsvindinge Ale nr. 16

5. Bøgedal 141

6. Mikkeller IT'S ALIVE

7. Djævlebryg Gudeløs

8. Raasted Double Imperial Stout