Amerikansk humle

Tirsdag den 17. november var temaet på Carlsens Kvarter amerikansk humle. Ikke just værtshusets specialitet, selvom de senere års indtog af de bedste danske mikrobryg på Carlsens har gjort det lettere at slukke sin humletørst også her. Heldigvis har vi gode ølbutikker i byen og en stor del af aftenens program var fundet i HJ Hansen (de sidste to) og Vinens Verden (de første tre).

Programmet lagde ud med den ultimative klassiker, øllet der gjorde den nye amerikanske humle (Cascade frem for alt) til allemandseje. Derefter fulgte en traditionel, og let tilgængelig amerikansk IPA fra hippierne hos Lagunitas. Og aftenens lokale islæt, Vinens Verdens egen øl, Den Blege Indianer, en IPA brygget på Ørbæk, og som lokalformanden i al beskedenhed selv har været med til at proppe humle i.

Vi fortsatte med de mest velrenommerede danske humlehoveder, først Mikkeller Stateside IPA, så Amager IPA, begge på 7,0% alkohol, så det var virkelig kamp til stregen. Som det ses nedenfor vandt Amager folkets gunst, efter min mening formentlig fordi Stateside er forholdsvis maltsød, mens Amager kun lige har malt nok til at bære humlen - sådan foretrækker jeg i hvert fald min IPA.

Så fulgte Beer Here Dark Hops, der følger nyeste amerikanske trend med sort IPA. I dette eksempel får det sorte en ret fremtrædende plads, og det skuffede nok nogens forventninger at det var mere stout end IPA. Til sidst to ameikanere i luksusklassen. Southern Tier Oaked Un*Earthly er en egetræslagret dobbel IPA, og Port Brewing 3rd Anniversary en kraftig og malttung dobbel IPA der læner sig op ad barleywine-klassen.

I anledning af kommunalvalget holdt vi en afstemning om bedste øl, og bad alle deltagere om at give hver øl point fra 1 til 5. Der blev afgivet 34 stemmer, så gennemsnitskaraketeren står i parantes:

66 points (1,9 i snit): Beer Here Dark Hops, 8,5%

78 points (2,3 i snit): Southern Tier Oaked Un*Earthly, 11,0%

90 points (2,6 i snit): Vinens Verden, Den Blege Indianer, 5,9%

104 points (3,1 i snit): Lagunitas IPA, 5,7%

108 points (3,2 i snit): Mikkeller Stateside IPA, 7,0%

120 points (3,5 i snit): Port Brewing 3rd Anniversary, 10,0%

124 points (3,6 i snit): Sierra Nevada Pale Ale, 5,6%

130 points (3,8 i snit): Amager IPA, 7,0%

Jeg skal minde om at karaktererne ikke sammenligner øllet med alle andre øl i verden, men kun aftenens udvalg. Altså at 5 points betyder at øllet var aftenens bedste, og 1 points at det var den mest skuffende.

Christian

 

Sådan så sejrsskamlen ud.