Belgisk Øl

I marts måned er der tradition for belgisk øl i Odense. Det levede vi op til igen i år, med et program af dels gode klassikere, dels et par nye navne. Vi er blevet opfordret til at fortælle mere om hvor øllet kan købes, og det er let i denne måned. Alle øllene er skaffet gennem Carlsens Kvarter, og de kan fås i byens førende ølbutikker. De to "nyere" navne Equinox og Pannepot er set både i Vinens Verden og i HJ Hansen.

Tirsdagens møde var alligevel lidt utraditionelt. Det var St. Patricks Day og det skal jo fejres når værtshuset har en hane med Guinness. Derfor var vi ikke i det sædvanlige lokale, men i nabolokalet. I vores eget lokale spillede Claus og hans band. Og Claus som ellers har været på Carlsens så længe jeg er kommet der, er stoppet for at søge nye græsgange med mere humane arbejdstider. Vi takker for godt samarbejde og ønsker al mulig held og lykke!

 

Lindemans Faro (4,0%). Faro er lambik for dem der ikke kan lide sur øl. Det har været normalt at få sin lambik og så hælde sukker i øllet direkte i baren. Den tradition har nogle brygerier gjort til ”Faro”, en øl som består af blandet ung og gammel lambik, som er tilsat sukker. Lindemans Faro kan ingen klage over er sur. Men selvom dette er Payottenlands pendent til Sommersby, så har den dog traditionen bag sig, og indeholder ægte lambik, mens æblesodavanden aldrig har været i nærheden af fadlagret ægte engelsk cider. Og bag sukker- og karamelsødme kan man også sagtens fornemme noget af kompleksiteten der hører til i en lambik. Når man har drukket nogle stykker er man klar til at bevæge sig videre til mere udfordrende lambik udgaver.

Orval (6,2%) er Belgiens grimme ælling. Når man lærer den at kende viser den sig at være en smuk svane, men den kan godt virke lidt sær første gang man møder den. Den ligner på ingen måde de andre belgiske klosterøl, og to ting adskiller den især: Den tørhumles under modningen, hvilket giver nuancer af græs og krydderurter. Og så tilsættes vildgæren Brettanomyces lige før tapningen i de smukke runde flasker. Brettanomyces arbejder langsomt, så både smag og styrke udvikles over tid. Smagen og duften af Brettanomyces beskrives som stald, hestedækken, læder, grapefrugt og ost. Eller mere simpelt: Som duften af Orval. En perfekt tørstslukker til enhver lejlighed, i hvert fald når man har lært den at kende.

 

Westmalle Dubbel (7%) er en mere traditionel trappistøl. I det traditionelle talsystem, (det er usikkert hvor det egentlig stammer fra), er en enkel den lyse lavalkohol ale som munkene selv drikker. Dubbel er en mørk og maltet sag, kompleks og fyldt med mørke nuancer. En ”madøl” der er egnet til alt stegt kød, burger, grill eller fine røde bøffer – og naturligvis perfekt til ostebord. Westmalle laver den klassiske dubbel som alle andre sammenlignes med, og det er den eneste trappist der er almindeligt tilgængelig på fad.

Tripel er næste skridt på vejen, og her er farven ifølge traditionen igen lys. Alkoholprocent og frugtnoter fra gæren giver et sødt indtryk, men restsødmen er faktisk ret lav i en ordentlig brygget tripel. Både gærkarakteren og humlen kan variere en del, så øllet kan (som alt belgisk) være meget forskelligt. Derfor er der taget tre øl med som er i nærheden af tripel. Stærke lyse belgiske ales, men bemærk hvor forskellige de er. Cuvee Carlsen laves af Van Ecke, de samme som også leverer Popering Hommelbier. Den påstår ikke at være en tripel, men bevæger sig i samme retning. Achel bruger heller ikke betegnelsen tripel, men deres Blonde er en lys og stærk ale brygget af trappister, så det er ikke helt ved siden af. Tripel Karmeliet brygges af Bosteels ”efter autentisk opskrift fra 1679, der stammer fra et karmelitterkloster”. Det autentiske er muligvis at der bruges tre kornsorter, byg, hvede og havre. Men under alle omstændigheder er den i hvert fald et fremragende bud på stilen.

Equinox er en vinterøl fra det lille og unge De la Senne bryggeri. En mørk og ristet øl med masser af smag. I januar havde vi deres Stouterik på programmet og Equinox vider familieskabet med den stærkt ristede smag. Det er tydeligvis et bryggeri der ikke holder helt håndfast på de belgiske traditioner, men hellere vil være lidt anderledes.

Til slut den mørke og stærke Pannepot fra det unge bryggeri De Struise Brouwers. De bruger ikke klosterbetegnelsen abt eller quadrupel, men siger at det er et forsøg på at genskabe festøllet fra fiskelejerne på den belgiske kyst (bryggeriet ligger på den vestlige spids af Belgien). Ikke desto mindre er det et flagskib der placerer sig i selskab med Westvleteren (som ligger i nærheden) og Rochefort. Ølbutikken i København var de første uden for Belgien til at sælge Pannepot, og herfra har rygtet om dens kvalitet bredte sig verden over. Jeg er glad for at vi endelig kan have den med til en smagning i Odense.
Christian