Krydret Øl - maj 2009

Denne aften skulle der smages på øl smagt til med diverse både traditionelle og mindre traditionelle krydderier, krydderurter og andet godt. Jørgen holdt spændende oplæg om bl.a. porse, brændenælder og egetræ foruden biens livshistorie. Man skulle have været der! Nedenfor aftenens ølbeskrivelser, hovedsageligt redigerede udgaver af bryggeriets egen tekst.

Lindholm Høje Øl (5,5%) er brygget til indvielsen af Lindholm Høje Museet den 3. september 2008, i samarbejde mellem Lindholm Høje Museet og Søgårds Bryghus, og de har med anvendelsen af oldtidens ingredienser forsøgt at ramme en øl, som falder både i vikingernes og vores smag.

Øllet er brygget på lynghonning, porse og malt uden tilsætning af humle, som først rigtig slog an i ølbrygningen i middelalderen. Lindholm Høje Øl er anderledes en gængse øltyper, og har en frisk og let syrlig smag.


Gundestrup Mejeristens Pinse (6,4%) er en videreudvikling af påskeøllet, en lys ale tilsat nellike, koriander og skovmærke. Gæret med to belgiske gærtyper.


Skovlyst Egebryg (5,8%) er en "Rauchbier" eller "Røg øl". Øllet har en flot ravgylden farve, der understøttes af en delikat røget karakter - i dette tilfælde fra malt tørret på langtidslagret ege- og bøgetræ. Udover røgmalten er der brugt hvede- og münchener malt, og de amerikanske Horizon og Liberty humler der giver en moderat bitterhed og en let krydret humlearoma.


Skovlyst Havrestout (7%) indeholder udover pilsner- münchner- og ristet malt også havre og rug. Det er med til at give øllet en robust fylde, der nænsomt fremhæves gennem den silkebløde og cremede stout karakter. Smagen er afrundet med rigelige mængder af engelsk lakrids og brændenælde.


Speed Ball (6,8%) fra det lille unge skotske mikrobryggeri Brewdog er utraditionelt krydret med ingredienser fra hele kloden: Afrikansk kolanød, sydamerikansk guarana, californisk valmuefrø og skotsk lynghonning. Speed Ball betyder at tage kokain og heroin i samme sprøjte, men bare rolig: Man bliver ikke narkoman af at drikke øl fra bryggerier med fræk markedsføring


St. Monon au Miel (8%) er en vinøs belgisk lys ale med honning. Miel er fransk for honning, og for en sikkerhedsskyld tilføjer etiketten "bier met honing", så ingen dansker skulle være i tvivl.


Djævlebryg Mystikale (6,5%) er inspireret af urterne i danske klosterhaver. Det er en kraftig rødbrun ale, også inspireret af den måde der også i dag (få steder) i Skotland brygges øl med krydderurter. At holde de seks ingredienser hemmelige er en del af mystikken, men lakridsrod, hyben og rosmarin er hvert fald imellem.


Min håndbryggede Christians Thai Pale Ale (6%) er opfundet da jeg stod og lavede Thai inspireret mad og tænkte at citrongræs og ingefær minder lidt om amerikansk humle, mens chili kunne gøre det ud for bitterheden. Det er ikke den bedste øl jeg har brygget, men en af de mærkeligste!


Midtfyn Chili Tripel (9,3%) er en belgisk inspireret tripel, hvor en blanding af krydderier og belgisk gær får frit løb. Samtidig er maltfylden og den milde humle med til at afrunde smagsbilledet og give en harmonisk smagsoplevelse.

Indkøb (og flere af øllene kan sikkert fås flere steder end jeg lige kan overskue):

Lindholm Høje er bestilt hjem fra Søgaards til lejligheden.

Gundestrup Pinse er købt på bryggeriet men kommer nok snart i ølbutikker i byen.

Skovlyst forhandles i både Bilka, Kvickly og Brugsen.

Brewdog forhandles i Vinens Verden.

St. Monon fås på Carlsens Kvarter.

Djævlebryg fås i Vinens Verden og Løvbjerg Tarupcenteret.

Midtfyns Chili Tripel blev købt i Løvbjerg og er sikkert på vej flere steder.

Frisk porse
Skovmærke
Kongeegen i Jægerspris
Chili