Belgisk øl, marts 2010

Det er blevet en tradition at vi i marts tager hul på foråret med godt belgisk øl, og således også i år. Og der har mildt sagt været behov for at få skyllet vinteren ned og få solen på banen.

Programmet på dette møde bare en del præg af Carlsens ølkort, som det jo ofte er tilfældet når temaet er belgisk. Vi lagde dog ud med to fynske premierer, da både Stensbogaard og Indslev har brygget nye øl der er lidt ud over det sædvanlige. I kan i øvrigt læse mere om begge øl i det kommende nummer af ØLentusiasteN.

Stensbogaard 100% Fynsk Humle: Det endelige resultat af det store fynske humleprojekt brygget udelukkende på fynske råvarer. Stilen er den tyske märzen eller oktoberfest-øl, en ravfarvet og godt maltet undergæret øl, som giver en fin balance til de fynske humler. Der er brugt én humlevariant til bitterhed og en anden til smag og duft.


Indslev Pale Ale (Hvede IPA): En øl som jeres lokalformand længe har drømt om at Indslev ville brygge, og som jeg var med til brygdagen på. Med forbillede i samarbejdsbrygget Schneider-Brooklyner Hopfenweisse (kan købes i Vinens Verden) er det en godt humlet klassisk hefeweizen. Udgangspunktet er Indslev Svanehvede, humlet til 40IBU i bitterhed hvilket er uhørt for hvedeøl, og med masser af amerikansk cascade og tysk saphir-humle i smag og duft.

 

Brouwerij Boelens

Waase Wolf: Boelens bryggeriet har eksisteret i ca. 150 år i en lille landsby i Waasland regionen, men bryggede dog ikke selv mellem første verdenskrig og 1993 hvor man startede med at brygge honning-øllen Bieken. Waase Wolf er en mørk øl, men brygget med umaltet hvede og krydderier som en wit.


t'Smisje Dubbel: En dubbel hvor sødmen og præget af tørrede frugter er forstærket med honning og dadler. Det lille Regenboog bryggeri regner ifølge Benny med at udfase de faste øl, og koncentrere sig om specialserier, med henblik på det amerikanske marked, så nyd deres dubbel mens I kan!

 

La Chouffe: Smagningens store klassiker er den gyldne øl fra bryggeriet Achouffe. Man kunne diskutere om det er en tripel (den er stærk og gylden og præget af frugtagtig gær) eller en saison (den er knastør og meget kompleks), eller en Stærk Gylden i Duvel-traditionen (den er let at drikke og meget forfriskende). Som altid er det dog mere frugtbart at være ligeglad og bare nyde den.


De Dolle Brouwers Dulle Teve: Den gale tæve fra de Skøre Bryggere er måske ikke den mest politisk korrekte øl her kort efter kvindernes kampdag, men det er en usandsynlig god tripel. Som altid giver Dolles unikke gærstamme lige et ekstra touch i forhold til andre bryggerier. Duft til den og prøv at sætte ord på alle nuancerne – og tænk så på at der kun bruges lys malt og sukker, en smule humle og så gæren.

 

Bourgognetønderne på Bush bryggeriet

Fantôme Chocolat: Er der nogen der er mere skør end De Skøre, så er det Dany Prignon på Fantôme. Der brygges altid saison, men der tilsættes de særeste specielle ingredienser. Nogen gange sublimt, andre gange i det mindste interessant. Her er der brugt chokolade og chili i en lys øl. Små mængder der kun lige opdages når man leder efter dem, men dog noget der giver kompleksitet. På Carlsens er i øjeblikket også en Fantôme med oregano, foruden den almindelige "rene" udgave som man aldrig kan blive træt af.


Bush de Nuits: Bush har taget den i forvejen fantastiske juleøl Bush de Noël og lagret den et halvt år på rødvinstønder fra Bourgogne-byen Nuits-St-Georges. Det er ikke nogen billig øl, men den får virkelig det optimale ud af at kombinere øl og vin - stor kompleksitet og en virkelig fin fornemmelse af fransk egetræ. Og i forhold til at en flaske koster 200kr., så koster en flaske Bourgogne fra dette område 1200kr. i HJ Hansen...

 

Brochure om Bush de Nuits. Klik på billedet for at forstørre det.
Stensbogaard 100% Fynsk Humle
Der brygges IPA på Indslev
Udvalg af Smisje øl