I april var temaet til en afveksling mere rettet mod fortællingen end øllet i sig selv. Der var fundet godt øl frem fra forskellige lande og blev fortalt historier om ølkulturen i de pågældende lande, med udgangspunkt i den valgte øl. På fem minutter kan man fortælle det meste af Indiens eller Italiens ølhistorie, mens man for Tyskland eller Belgiens vedkommende kun kan dykke ned i en lille afgrænset flig af historien.

Cobra. 5,0% pilsner, Indien. Når ret skal være ret, så er Cobra opfundet i England og kontraktbrygget i Europa, men blev i starten brygget i Bangalore – og det er ærlig talt svært at smage forskel på de forskellige asiatiske øl.
Øl har en lang historie i det antikke Kina, og nogle af verdens ældste arkæologiske øl-fund stammer fra Kina. Men øllet har været glemt i forfærdelig lang tid, og er først blevet genintroduceret i de asiatiske lande af europæiske kolonimagter. I løbet af 1800-tallet startede hollændere bryggerier i Japan, tyskere og russere i Kina, og englændere i Indien.

I 1820erne kom englænderen Edward Dyer til Indien for at brygge øl. For at undgå varmen blev bryggeriet placeret nær Himalaya. Det første mærke var Lion Beer som var Indiens mest populære i over 100 år, og reklamerede med sloganet ”As good as back home”, da det naturligvis blev brygget til englænderne og ikke lokalbefolkningen. I 1880erne udvidede man til Sri Lanka, hvor Lion stadig er det største mærke – vi smagte deres Lion Stout i januar 2009. Lion Beer var faktisk en pale ale indtil 1960erne, så der har været brygget India Pale Ale i Indien. Men mikrobryggerier dukker op så småt, og IPA bliver også brygget igen.

St. Georgen Bräu Helles. 4,6% helles, Tyskland. Tyskland er jo et kæmpe ølland, og har mange forskellige øltraditioner rundt om i landet. Fælles for Tyskland er de mange biergartens, og ølfestivallerne som har mere præg af byfest end vores kendte nørdefestivaller i Danmark. Fælles er også Reinheitsgebot der blev indført i Bayern i 1516 og foreskriver at der kun må benyttes malt, vand, humle og gær.

Bayern er dog noget særligt. Halvdelen af Tysklands bryggerier ligger i Bayern, og ølforbruget er 160 liter pr. person, pr. år, mod 117,5l for Tyskland som helhed. I Danark er det 94l. Til sammenliogning for nogle af de andre omtalte lande: Italien 30l, Kina 25l og Indien 5l!

Der er mange øltyper i Tyskland, men pilsneren er mest udbredt. Den bayerske helles regnes dog for en anden type og er den mest udbredte i denne delstat. Helles er af pilsnerstyrke, men der lægges mere vægt på malten og mindre på humlen, sammenlignet med pilsnere i resten af Tyskland. Helles serveres i 1-liter krus og smager naturligvis bedst frisk fra fad og gerne ufiltreret.

Baladin Nora. 6,8% krydret ale, Italien. Det er nok de fleste bekendt at Italien ikke har den store tradition for øl. Almindelig gult lagerøl har længe været eneste valgmulighed, og selvom fx Peroni har været markedsført i Danmark og andre steder som premium-mærker, har det ikke adskilt sig nævneværdigt fra andre landes industripilsner. Men i ca. samme periode som vi har fået bedre øl i Danmark har de også taget fat i Italien. De har nu omkring 300 bryggerier, og enkelte nyder også international berømmelse, for brygkvalitet og for fantasifulde ideer.

De italienske mikrobryggere går tydeligt efter at konkurrere med vinen. Italiensk specialøl er dyrt, men til gengæld er det pakket ind i smukke flasker med flotte etiketter. Der brygges mange slags øl, men der er et hovedtræk: Det er ofte belgisk inspireret og det er ofte krydret. I modsætning til de danske småkageøl er det typisk krydderurter der bruges – både de klassiske fra middelhavskøkkenet og mere utraditionelle. Derudover er der en stor tradition for kastanjeøl, brygget både med kastanjemel og kastanjehonning, og en af de nye trends er øl der indarbejder vindruer.

Baladin Nora er vel nærmest en saison-type, men meget utraditionelt krydret. Den er brygget på egyptisk kamut-korn der er i familie med durum-hveden som man laver pasta af. Og krydret med ingefær og myrra. Myrra er en gummi/harpiks substans udvundet fra en afrikansk og arabisk busk, og har en skarp, men behagelig harpiks-duft. Altså ikke helt ulig humle.

Heather Ales Alba. 7,5% krydret ale, Skotland. I 1988 begyndte brødrene Williams at brygge en historisk øl med lyng som de havde fået fat på i deres håndbryggerbutik. Hurtigt blev repertoiret udvidet, bl.a. til denne øl med fyrenåle, og i 2004 overtog de New Alloa Brewery hvor de under navnet Williams Brothers brygger både historisk øl og mere almindelige produkter.

Til Alba bruges både fyrenåle og grannåle. Ifølge bryggeriet er det en tradition der er kommet til Skotland sammen med vikingerne. I hvert fald har man jo i vikingetiden brugt andet end humle til at skabe bitterheden i øllet. Øl brygget med fyrenåle og grannåle indeholder C-vitamin, og fx den opdagelsesrejsende James Cook bryggede fyre-øl når han havde mulighed for det, for at undgå skørbug blandt besætningen.

Skotland har lidt uretfærdigt fået et omdømme som et land der aldrig har brygget særlig humlet øl, men har holdt sig til lyng og andre krydderier fordi de ikke havde råd til at importere humle. Ikke desto mindre var Edinburgh et af verdens bryg-centre i 1800-tallet, og bryggerne brugte ifølge historiske opskrifter og handelsopgørelser lige så meget humle som dem i England. I 1821 kom en kraftigt humlet ”Edinburgh Pale Ale”, året før en brygger i Burton fandt på at kalde sin øl for India Pale Ale.

Carls Porter. 7,8% baltisk porter, Danmark. Sidst i 1700-tallet havde engelske bryggerier jo stor succes med at eksportere kraftigt, sorte øl til det kejserlige russiske hof. Det var den øltype der kom til at hedde imperial stout og den blev også populær udenfor hoffet. Lokale bryggere lod sig inspirere og begyndte selv at brygge øl af samme type, noget man efterhånden gjorde i hele østersø-området. Men efterhånden som det tyske lagerøl blev dominerende brugte man samme gær til porteren, og en ny øltype opstod: Den baltiske porter.

Carlsberg begyndte at brygge deres Imperial Stout Porter i 1895 og selv om den har skiftet navn til Carls Porter, så er den stadig et klassisk eksempel på stilen, om end de allerbedste eksempler nok er de Carlsberg-ejede Carnegie i Sverige og Koff i Finland. I Polen, Rusland og de baltiske lande er man også altid godt stillet hvis man går efter det sorte øl, og jeg har endda fået fremragende øl af typen fra Tjekkiet og så langt væk som Kroatien.

Herefter var der indlagt en overraskelse i form af håndbrygget Choco Pop Breakfast Stout. En kopi af Mikkeller Beer Geek Breakfast, brygget med chokolade og kakao. Vi vil fremover prøve at gøre plads til at der en gang i mellem dukker en håndbryg op på mødet som bonusøl.

Rodenbach Vintage 2007. 7,0% flamsk ale, Belgien. I 1821 købte de fire brødre Rodenbach bryggeriet i byen Roselaere i Vestflandern. Tre generationer senere var det i 1878 Eugene Rodenbachs tur til at tage over, og han havde været på dannelsesrejse i England. Her havde han studeret hvordan man lagrede øl i kæmpe træfade og siden blandede ung og gammel øl for at opnå et komplekst og velsmagende resultat.

Han begyndte på at bruge samme metode hjemme i Belgien med stor succes. Resultatet er øltypen Rød Flamsk Ale som består af Rodenbach og dens kopier.
Man brygger en rødbrun ale, og lagrer den på meget store træfade (foeder på flamsk), op til 60.000 liter. I træfadene er der en bakteriekultur som gør øllet syrligt. Efter to år blandes det lagrede øl med ung øl der ikke har været på træ og resultatet er mere eller mindre syrligt afhængig af blandingsforholdet. Vintage 2007 er brygget med lidt ekstra styrke og har lagret to år på foeder nummer 230 og tappet uden at blive blandet. Ifølge internettet er der tappet 40.000 75cl flasker, så fad 230 må jo indeholde ca. 30.000 liter.

Palm bryggerierne købte Rodenbach i 1998 og holdt øjeblikkeligt op med at producere Rodenbach Alexander som var brygget med kirsebær. I takt med at de få rester af denne øl er blevet særdeles eftertragtede har man nok indset potentialet i nørd-publikummet, og Vintage følger Vin de Cereale som kom på markedet i 2007 og var 10% stærk og også fra et enkelt fad. Begge er hovedsagelig gået til det amerikanske marked, og det er altså et typisk træk i Belgien lige nu at de mest specielle bryggerier udvikler særbryg med amerikanerne for øje.

Lagunitas Imperial Red Ale. 7,6% imperial red ale, USA. Imperial Stout blev som før nævnt ”opfundet” til eksport til det russiske zar-hof. Da håndbryg og mikrobryg dukkede op i USA var det i første omgang engelsk øl-kultur man lod sig inspirere af, og imperial stout var populær da det var det fjerneste man kunne komme fra industri-øllet. De første dobbelte IPA begyndte at dukke op i Californien i 1990-erne. Ifølge bryggeren Vinnie Cilurzo der i dag står bag den navnkundige Pliny the Elder kom han til at læse forkert i en opskrift og mæskede 50% mere malt end det var meningen. Løsningen lå lige for: Brug dobbelt så meget humle for at udligne fejlen.

Siden da har man eksperimenteret med at gøre alle stilarter stærkere og mere humlet. Imperial Red Ale er en meget fjern fætter til den irske Kilkenny, og der lægges vægt på karamel-agtig maltsmag, og en mere afdæmpet brug af de amerikanske humler, hvor man især går  efter aroma frem for bitterhed.