Julebryg December 2010

Endnu et år er gået og december måneds medlemsmøder overstået. Det blev til to møder onsdag den 8. og tirsdag den 14. med næsten fuldt fremmøde - vintervejret gav dog et par sene afbud. Der var brygger-besøg, politisk diskussion og frem for alt, godt juleøl til enhver smag. Fordelt over de to møder og over 70 deltagere tror jeg at jeg nåede at høre alle øl nævnt som nogens favorit.

Aftenens første øl var en bonus i form af håndbrygget juleøl. Henrik fra aktivitetsudvalget havde medbragt en jule-kanel øl som var et bud på en juleøl der er helt sin egen. Ingen var i tvivl om kanelen, og det var en øl der gik bedst med pebernødder eller risengrød.

 

Øl nummer to var Carlsbergs Jacobsen Golden Naked Christmas en frugt-rig og velhumlet ale uden krydderier. Der er dog en markant duft af abrikoser som også giver julestemning. Og til julemad er det en helt ideel øl. En passende sødme til at håndtere syrlig rødkål og en god bitterhed som forfrisker og renser ovenpå det fede kød.

Anders Coisbo var til onsdagsmødet forbi og præsentere sin Christmas le, en belgisk inspireret øl, godt krydret med blandt andet stjerneanis. Han kunne heldigvis fortælle en succeshistorie om en øl der er blevet solgt hurtigere end forventet så hans eget lager var helt støvsuget for juleøl.

 

Efter Coisbo blev vi på Fyn med Stensbogaard Julestout. Det er nok formandens foretrukne nye julebryg i år. Lidt sødere end jeg egentlig ville foretrække min porter eller stout, men som juleøl fungerer det. Det er ikke et vognlæs krydderier der giver julestemningen, men sødmen og blødheden i smagen. Der er masser af karamel og chokolade og en ganske svag krydret note.

Smagningens ultimative klassiker var Brøckhouse Julebryg fra 2005. Da vi blev tilbudt noget fra et restlager tog det ikke mange øjeblikke at beslutte. Øllet som kom på markedet til julen 2002 er danmarks originale special-julebryg og indtil Brøckhouse måtte lukke i 2009 var det en sikker testvinder i avisernes julebrygsmagninger år efter år. Fem år i kælderen havde ikke gjort den bedre, den var blevet lidt støvet i smagen, men det var alligevel et herligt gensyn. Og satte de nye discount-bryggede "Brøckhouse" fra fakta lidt i perspektiv.

 

Efter en stribe danske julebryg kom turen til Belgien. Vores smagninger af julebryg kræver som alt julehalløj en vis respekt for traditionen og sammne med spændende nyt skal der også hilses på nogle3 klassikere. Abbaye des Rocs Speciale Noël er en af dem. Abbaye des Rocs har aldrig været ude i supermarkederne men det er en af de belgiere der er værd at gå i en specialbutik efter. Fyldig og perfekt balanceret julebryg af højeste karat.

Den næste, Tournay de Noël  fra bryggeriet Cazeau var overraskende nok ukendt for flere erfarne belgiensrejsende. En klassisk belgier med lidt mere chokolade og ristet karakter end de fleste. Bryggeriet laver også en saison, en tripel (kaldet Blond) og en kraftig belgisk stout (kaldet Noir).

Smagningen sluttede med en godbid som kunne lede tankerne hen på januars medlemsmøde. Øllet med det halsbrækkende navn Evil Twin Christmas Eve in a New York City Hotel Room er en 10,5% imperial stout med masser af mørk malt og masser af humle. Julebryggen som passer når man sidder alene på et hotelværelse, måske efter at flyet hjem til familien er blevet aflyst pga. snevejr... Bag Evil Twin gemmer sig Jeppe Bjergsøe, tvilingebror til Mikkel som står bag Mikkeller.