Øl med god samvittighed

Tirsdag den 17. august var emnet for medlemsmødet lidt utraditionelt (i hvert fald for Odense) ikke baseret på øllet direkte, men på udenomsværket. Det var nemlig øl brygget, solgt og indtaget med god samvittighed, uden øvrig sammenhæng mellem øllet. Unikt var det nok også at vi skulle helt hen til sidste øl før alkoholprocenten sneg sig over 6%.

Mongozo Mango (3,8%): Sommervenlig blonde med mango, brygget af det belgiske multibryggeri Huyghe der under mange forskellige etiketnavne både laver søde frugtøl til teenagere og klassikere som Delirium Tremens, La Guillotine og St. Idesbald serien af klosterøl. De eksotiske ”frugtøl” (banan, palmenød, quinoa, kokos og mango) er baseret på Max Havelaar certificerede ingredienser fra nogle af verdens fattigste lande, men det forhindrede ikke denne søde mango-øl i at være skræmmende tæt på Somersby. Dog skal det siges til dens fordel at den smagte af ægte, frisk mango, mens æble-sodavanden Somersby ikke kan beskyldes for at smage hverken frisk eller ægte.

 

Nørrebro Globe Ale (4,8%): En let cream ale introduceret i 2009 for at fejre Nørrebros overgang til CO₂-neutral produktion. Der opkøbes CO₂-kvoter for 940g. pr. flaske, svarende til den beregnede udledning, og samtidig gør bryggeriet hvad de kan for at effektivisere energiforbruget. Cream Ale er de amerikanske brewpubbers bud på en øltype brygget med råfrugt, som ikke kan genere nogen. I krogene blev der hvisket at den var kedelig, men det er vel også Nørrebros forsøg på at ramme nye kundegrupper.

Kølster Lyse Nætter (5,0%): Sommerøl fra Fuglebjerggård brygget med forbillede i den belgiske saison med lyse malte, hvedemalt, masser af East Kent Golding humle, og to belgiske gærtyper. Per Kølster modtog som bekendt i maj foreningens Den Danske Ølpris for sit arbejde med at udvikle gamle maltbygsorter og humle til dansk dyrkning. Læs mere i sommernummeret af ØLentusiasteN. I forbindelse med vores bestilling af denn eøl, har Vinens Verden i øjeblikket et udvalg af Fuglebjerggårds øl på hylden.

Herslev Økologisk Hvede  (5,9%): Herslev har de seneste par år begyndt en omlægning til økologisk produktion og hvedeøllen er grundlæggende den samme som altid. Det vil sige en belgisk witbier, forfriskende med en parfumeret duft af frugt og koriander. Læs mere i jeres lokalformands klumme i sommernummeret af ØLentusiasteN!

 

Viborg Gangbar Lager (5,0%): Viborgs bud på en wienerøl, introduceret for et år siden. Der gives 5kr. pr. solgt flaske til Muskelsvindfonden, og øllet sælges kun fra steder med kørestolsadgang. Den er ifølge bryggeriet en hyldest til forskelligheden og vil hellere give en god oplevelse end dårlig samvittighed.

http://www.gangbar-lager.dk

Thy Økohumle (5,8%): Thisted brygger et bredt udvalg af pilsnertyper og dette er altså den humlede guldøl brygget på økologiske ingredienser. Thisted var pionererne i dansk økologisk øl med Thy Økologisk Pilsner der blev lanceret i 1995 efter fem års forsøgsbryg. Dengang var det en måde at skille sig ud fra de andre bryggerier, og blev godt hjulpet af Brugsens satsning på økologi i samme periode. I dag er der også større og større konkurrence på økologisk øl, hvilket fx. Herslevs omlægning er et tegn på.

Bøgedal 150 (5,5%): Beskrives af bryggeriet som en mørk vinterøl, men kan drikkes hele året. Den var særdeles mørk, men en behagelig let porter med chokoladesmag frem for kaffe og brændt smag. Selv om den var to år gammel og bryggeriet kun lovede et års holdbarhed, så var det en øl i fin form. Bøgedal brygger på primitiv vis, og fritfaldsteknikken er nænsom ved det levende øl i forhold til moderne pumper hvor øllet til tider slynges afsted med samme pres som astronauter skal modstå.

Ungstrup Reserve (10,3%): Da Jens Ungstrup i 2008 som den første nåede 10.000 anmeldte øl på Ratebeer.com fik han brygget 1000 liter af denne øl på Gourmetbryggeriet, til præsentation i forbindelse med European Beer Festival. Efter hans egen ide er det en barleywine brygget med røget malt, både tysk rauchmalt og skotsk tørverøget. Som ung var den meget præget af røgen, men den var blevet mere dæmpet, om end en smule sprittet. Overskuddet fra salget gik gennem Folkekirkens Nødhjælp til minerydning i Angola. Der bliver ryddet over 20.000 m² om måneden i Angola, hvor der er mellem 12 og 15 millioner landminer efterladt fra 27 års borgerkrig.