I 2009 havde vi en herlig skovtur langs åen i perfekt vejr og med nogle dejlige øl i en trækvogn. Det var så godt at succesen måtte gentages og det blev den lørdag den 29. maj. Niels havde igen stået for planlægningen med en ny rute og nye øl, men samme niveau af hygge, og næsten lige så godt vejr.

Vi mødtes på Carlsens Kvarter kl. 13 og gik ned til Munke Mose hvor den første øl, Pilsner Urquell kom frem. Området blev købt af Odense Kommune helt tilbage i 1881 og blev i 1912 omdannet til den park vi i dag kender.

Klik på billederne for at se dem i større udgave

 

En foventningsfuld flok Ølentusiaster, og en Munke Mose der ligner et guldaldermaleri.
Der skænkes Pilsner Urquell, og så går turen videre.

Efter Mosen gik turen videre langs Åen, vi kom forbi Å-sejladsen og næste stop var ved vedligeholdelsesværftet for bådene der sejler på åen. Å-sejladsen var førhen en yndet søndagsudflugt for det bedre borgerskab, men er i dag åben for alle. For hundrede år siden var der fem restauranter ved endestationen, i dag er kun Carlslund tilbage.

Kort efter forlod vi Åen og gik til Ansgar Anlæg. Her spiste vi en sandwich som blev skyllet ned med en Koninck, Antwerpens svar på Ale nr. 16. Vi var ufattelig heldige med vejret, og kunne let være blevet siddende meget længere og nyde det.

Ansgar Anlæg startede for år tilbage som grusgrav, dengang uden for byen, men er i dag en af byens dejligste åndehuller.

 

Næste stop var Assistens Kirkegård, hvor det var nødvendigt for enkelte deltagere at lette ben.
En lille omvej førte os gennem Gerthasminde, hvor Sten havde forberedt en lille overraskelse.
Stens håndbryggede pinseøl var grøn, og havde fået en god dosis pebermynte.

Sidste stop på turen var tilbage i Mosen hvor den stod på Popering Hommelbier, den dejlige belgiske humleøl. Igen må jeg sige at solen, lyset og træerne (og sikkert også det gode øl?) ville gøre guldaldermalere misundelige.

Herfra en kort tur tilbage til Carlsens Kvarter hvor turen sluttede af med en god fadøl efter eget valg. Snakken gik allerede om hvilke muligheder der var for at lave en spændende tur næste år, og der er nok ingen tvivl om at succesen gentages.