Det sorte øl, medlemsmøde januar 2011

Årets første medlemsmøder er overstået med to januarmøder om sort øl. Vi var lidt sent ude med reklame på grund af problemer med ale.dk, men endte alligevel med et pænt fremmøde. Der var en enkelt afvigelse i programmet mellem tirsdag og onsdag, da Carlsens var løbet tør for den mørke tjekkiske Zubr Classic. Derfor blev det i stedet Refsvindinge Mors Stout til onsdagsmødet. Zubr Classic vender tilbage på Carlsens så snart der kommer nye forsyninger, så alle har stadig mulighed for at smage den.

- Lausitzer Porter

- Zubr Classic Tmavé / Mors Stout

- Smuttynose Robust Porter

- Midtfyns X Porter

- Weyerbacher Old Heathen

- Ellezelloise Hercule

- Thisted Black Ale

- De Molen Hel & Verdoemenis 666

Lausitzer: Det saxiske bryggeri Bergquell Brauerei i Löbau siger at der har været drukket porter i byen siden 1895. I deres moderne fortolkning er porteren nærmest blevet til hvidtøl, med kunstig sødemiddel. Den fås også med smag af jordbær, med kirsebær og som Porter-Punch med glögg og kirsebærsmag. På programmet som en kuriøsitet.

 

Zubr Classic fra Prerov i det østlige Tjekkiet er en ”Tmavé” øl, hvilket bare betyder mørk. De svinger fra meget søde karamel-øl som Kozels mørke øl, og til hårdt ristede og humlede schwarzbier. Zubr lægger sig nogenlunde midt i dette spektrum.

Refsvindinge Mors Stout var Årets Ølnyhed 2003 og er en blød og venlig stout. Vi serverede den uden at fortælle hvad det var og det blev gættet overraskende let.

Smuttynose laver en solid Robust Porter, som med kraftig maltsmag og god Cascade humlekarakter smager af mere end de 5,7%. Smuttynose ligger i Portsmouth, New Hampshire på den nordlige østkyst af USA, og producerer en række gode standardøl som denne porter, en række sæsonøl og en månedlige specialøl i ”The Big Beer Series”.

 

 

Midtfyns X Porter er blevet til i samarbejde med hollandske De Molen. Efter ølfestivalen i maj 2010 Menno fra De Molen med til Brobyværk og bryggede øl om søndagen. Den er mildere og rundere end de fleste stouts på denne styrke, derfor kaldes typen imperial porter. Den bliver kun endnu rundere af at Menno havde medbragt Katjes lakrids til brygningen. På ratebeer.com er det Midtfyn's højest bedømte øl og nummer 19 i verden indenfor typen.

Weyerbacher Old Heathen er en meget afdæmpet imperial stout i forhold til at den er amerikansk. Den er dog fra Pennsylvania på østkysten og her er bryggerne ofte lidt mere tilbageholdende. Maltsødmen får lov at dominere smagen og derfor endte den i programmet før en belgisk, dansk og hollandsk øl.


Hercule er en verdensberømt nyklassiker og højt elsket i Danmark hvor den har været tilgængelig på Carlsens siden starten af ølrevolutionen. Den var sidst på programmet i januar 2006, så det er på høje tid! Bryggeriet i Ellezelles startede produktionen i 1993. Det er en stout brygget kun på malt og humle, uden tilsætning af sukker, og den er modnet på tyske egetræsfade i 10 dage.

Thisted Black Ale kan efter behag kaldes en imperial stout, sort IPA eller imperial porter, så black ale er et ganske velvalgt navn. Det er en ny fortolkning af Peter Klemensens afskedsøl, Ronkedor. Brygget med lavastenene som kendes fra andre Thisted-øl, og rigelige mængder amerikansk humle.

 

Hel & Verdoemenis er nok De Molens fornemste øl. Til bryggeriets bryg nr. 666 blev der brygget en unik version lagret på egespåner der har ligget i 40 år gammel cognac. De Molens særlige kendetegn er ekstremt harmoniske sorte øl, og denne specialitet er ingen undtagelse. Da hvert bryg på De Molen er ganske lille, går vi ud fra at den fustage 666 der blev drukket på vores januarmøder nok var en af de sidste i verden.