Fynsk tapas og øl

Til vores medlemsmøde i oktober havde vi allieret os med delikatessebutikken Caroline og bryggerierne Indslev og Stensbogaard. Der var sammensat en menu af fire slags fynsk køddelikatesser som hver blev smagt med en øl fra hvert af bryggerierne. Hovedkonklusionen er først og fremmest at niveauet var højt. Kødet var fantastisk og de fleste af øllene passede godt eller rigtig godt til sammenhængen.

 

Aftenens menu var:

Ølmarineret svineinderlår

Indslev Svane Hvede

Stensbogaard Fynsk Bock

Kyllingepølse

Indslev Hvede IPA

Stensbogaard Modnet Pale Ale

Gravad okseinderlår

Indslev Sort Hvede

Stensbogaard Belgian Blonde

Svinerillette

Ugly Duck Simcoe/Chinook IPA

Stensbogaard Julebryg

 

Fade med dejlige fynske delikatesser

Noter fra aftenen

Nærmere beskrivelse af aftenens menu, og ølnoter fra formanden.

Ølsaltet og let røget svineinderlår: Ølsaltet (med rørsukker og ølsirup), røget og tørret. Har en antydning af maltsødme, specielt i eftersmagen. Kommer fra Gårdbutikken Bodebjerg.

Sødmen i kødet passede efter min smag rigtig godt til Stensbogaard Fynsk Bock. Jeg har det svært med gærsmagen i tysk weissbier, så Indslev Svane Hvede havde jeg det sværere med. Men der var andre deltagere der synes at Fynsk Bock blev for meget sødt i sødt og at Svane Hvede var et godt og forfriskende valg.

Kyllingepølse: Pølsen er fremstillet ved at hele stykker kyllingefilet er blevet let røget og derefter lufttørret. Derfor er smagen ret koncentreret i forhold til hvad man kunne forvente fra kyllingekød. Vi fik både en variant med honning og hasselnødder og en anden med chili og fennikel. Den stærke krydring var ikke forventet på forhånd men smagte tydeligt igennem. Kommer fra Allégården.

Indslev Hvede IPA og Stensbogaard Modnet Pale Ale er begge kendetegnet ved god balance mellem det søde maltede og humlede bitre. De passede begge to godt til smagsintensiteten i kødet, og kunne både matche den søde og den krydrede version.

Gravad okseinderlår med koriander og fennikelfrø. Kødet har ligget i salt- og sukkerlage og er derefter modnet i selskab med krydderierne. Blød og let sødlig kødsmag, med tydeligt præg af krydderierne. Kommer fra Gårdbutikken Bodebjerg.

Indslev Sort Hvede var et indlysende perfekt valg hvor den let lakridsagtige krydring passede godt til det sorte øl. Stensbogaard Belgian Blonde var i en helt anden boldgade, men ved at smage flere gange gav den bedre og bedre mening, hvor den milde, men trods alt krydrede belgiske smag passeded fint til kødet.

Svinerillette. Fransk inspireret svinepate i en dejlig grov og fed udgave, velkrydret med især timian.  Kommer fra Gårdbutikken Bodebjerg.

Var helt ideel sammen med Stensbogaards stærke og søde, mildt krydrede Julebryg. Ved at blive serveret sammen med mad blev toppen af sødmen taget fra øllet, og tilsvarende havde øllet en god effekt på det meget fede kød. Ugly Duck IPA er en dejlig øl, men bitterheden var lidt for voldsom til kødet. De var bedre hver for sig end sammen.

 

Gårdbutikken Bodebjerg: Økologisk fårehold og gårdbutik siden 1980erne. I 1990 blev den godkendt som danmarks første økologiske gårdbutik. Der går i dag 35 moderfår og 2-3 væddere på de 17 tønder land  bakker nær Glamsbjerg, og der kommer hvert år ca. 90 lam. Desuden er der en lille besætning af skotsk kødkvæg. Økologien får ikke lov at stå alene, men skal nødvendigvis følges med god smag. Desuden bevæger man sig fra klassiske franske tilberedninger som rilletten til mere unikke nordisk inspirerede ting som det gravede oksekød.

gaardbutikken.dk

Allégården: Birgit Jensen og hendes mand købte Allégården i Melby ved Søndersø i 1990 for at opdrætte store velfærdskyllinger. Kyllingerne lever længere, får bedre plads og bedre foder end industrikyllingerne, og kvitterer ved at opnå en slagtevægt på 4kg. Der arbejdes også med produktudvikling efter slagtningen, hvilket dagens tørrede og røgede kyllingepølse er et godt eksempel på.

allegaardenskylling.dk/