Humlet øl - medlemsmøde i november

Tirsdag den 20. november var der smagning af humlede øl for et fyldt lokale på Carlsens Kvarter. Aftenens formål var at det skulle være lidt lærerigt, så blandt de første øl var der to par af relativt ens øl med forskellige humletyper som man kunne smage forskellen på. Naturligvis skulle der dog også være lidt voldsomt til at slutte af med maner.

Derfor spændte programmet fra to Mikkeller pilsnere med markant forskellig humleprofil og til Mikkellers 1000 IBU der er en overdreven ekstrem IPA med teoretisk på 1000 IBU - en skala hvor man siger at mennesket ikke kan smage forskel når man kommer over 100.

 

Mikkeller Czechet Pilsner er en traditionel pilsner brygget med den tjekkiske Saaz-humle foruden  de tyske Hallertauer, Spalt og Tettnanger, hvilket giver en krydret humleduft med noter af krydderurter og harpiks. Brygget på det belgiske bryggeri De Proef lige som den næste, derfor ekstra gode muligheder for at sammenligne.

Mikkeller Summer Pilsner er designet i samarbejde med et kendt svensk design-studie. Men det er også en pilsner med tydelig brug af amerikanske humler der giver duft af fersken og citrus. 

 

St. Peter's India Pale Ale er brygget på den engelske dværghumle First Gold. En relativt ny-udviklet type, der dog har klassiske engelske dyder med duft af blomster og græs og kun en svag antydning af citrus.

St. Austell Proper Job er en moderne engelsk golden ale eller IPA, brygget med de amerikanske humletyper Chinook, Cascade og Willamette. Hvor sidstnævnte er en meget græs-agtig ”engelsk type” så byder de to ”C-humler” på markant grapefrugt og lidt harpiks og fyrrenåle.

 

Brewdog Hoppy Christmas er en mini-IPA med masser af dejlig duft af amerikanske humletyper, om end smagen måske ikke helt står mål med den indbydende duft – man får ikke meget fylde med trods alt kun 4,2%. For julestemningens skyld har den især citrusnoter, af appelsin, clementin og grapefrugt, som dels er fra humlen, dels fra tilsat appelsin.

Det Lille Bryggeri Columbus Ale er en single hop IPA, dvs. en IPA  brygget kun med Columbus humle. Den suveræne Columbus-humle byder ud over en behagelig bitterhed på masser af citrus, især appelsin, foruden fyrrenåle og lidt tropisk frugt.

Anderson Valley Imperial IPA er en kraftig 8,7% dobbel IPA, brygget med en fyldig og forholdsvis sød maltbase, og tilsat rigelige mængder Chinook, Cascade og Columbus humle i tyve separate tilsætninger. Den er relativt sød og maltet og dermed ikke den vildeste imperial IPA, men dog en markant og kraftig øl.

Mikkeller 1000 IBU er en gimmick-øl der teoretisk set holder 1000 bitter-enheder på skalaen hvor man ikke kan smage forskel over 100 IBU. Den er dog næppe helt deroppe, og fremstår med sin sødme og alkohol mere harmonisk end man skulle tro.

Czechet Pilsner

Europæiske humler

4,6%

Summer Pilsner

Amerikanske humler

4,7%

 

St. Peter's IPA

First Gold - engelsk humle

5,5%

 

Proper Job

Amerikanske humler

5,5%

 

Hoppy Christmas

Amerikanske humler

4,2%

 

Columbus Ale

Columbus - Amerikansk humle

7,8%

 

Imperial IPA

Amerikanske humler

8,7%

 

1000 IBU

Amerikanske humler

9,6%