Medlemsmøde august

Medlemsmødet den 21. august var todelt. Først præsenterede Jimmy fra Aarup Bryghus sine øl, og fortalte om bryghuset. Derefter var der britiske øl fra Cardiff og London på programmet. Da der var lidt ekstra tid i programmet tog vi også den helt nye og sublime IPA fra Ugly Duck med.

 

  • Aarup Aarulsch - Kölsch - 4,6%
  • Aarup Ale - Amber ale - 5,0%
  • Aarup Brown Ale - Brown ale - 6,0%
  • Aarup Stout - Stout - 6,5%
  • Brains Dark - Mild ale - 4,1%
  • Brains SA Gold - Golden ale - 4,7%
  • Fullers London Pride - Bitter - 4,7%
  • Ugly Duck Chinook & Simcoe IPA - IPA - 5,9%
  • Meantime Coffee - Porter - 6,0%

Brains er det største bryggeri i Wales og særdeles stolte af deres Walisiske identitet. Bryggeriet ligger i Cardiff og blev etableret i 1882 af Samuel Arthur Brain. Bryggeriet er fortsat uafhængigt og ejet af efterkommeren Chris Brain. Walisisk er i øvrigt et sjovt sprog hvor der ikke bruges vokaler i ordet for øl: cwrw (udtales 'kuru)

Brains Dark er bryggeriets bud på den traditionelle britiske mild ale, som desværre ses uhyre sjældent i Danmark. I flaskeversionen er den på 3,9% hvilket gør den til en ret stærk mild ale – øltypen er indbegrebet af meget smag i en let øl. Den er ret mørk i smagen, med masser af chokolade-karakter, mens andre mild ales er mere karamel-prægede.

Brains SA Gold er bryggeriets forsøg på at komme ind på det hurtigt voksende marked for golden ales. Bryggeriets almindelige kobberfarvede bitter hedder bare SA (som i Samuel Arthur) og er Wales' mest solgte øl. Der er brugt engelsk Target som bitterhumle, mens aromaen kommer fra slovensk Styrian Golding og amerikansk Cascade.

Fuller, Smith and Turner er et lige så historisk bryggeri i London. John Fuller trådte ind i ejerkredsen i 1829 og i 1845 blev selskabet rekonstrueret i et partnerskab mellem John Fuller, Jr., Henry Smith og John Turner De samme familier er stadig aktivt involveret selv om chefbryggeren i dag hedder John Keeling. Der brygges fortsat på Griffin bryggeriet i Chiswick (Vestlondon) og bryggeriet er i dag både involveret i historisk brygning og i den nybølge af moderne mikrobryg der har rullet over London de seneste 5-10 år.

London Pride er, som navnet næsten antyder, Fuller's flagskib. Det er en traditionel engelsk bitter i den stærke ende, og Englands førende i denne klasse. Det er en flot, kobberfarvet øl som har perfekt balance mellem malt, humle og frugtaroma fra gæringen. Humlet med de engelske typer Target, Challenger og Northdown.

Ugly Duck sendte sidst i juli en ny IPA på gaden, humlet med de amerikanske humletyper Chinook og Simcoe. Ifølge lokalformanden er det suverænt den bedste IPA fra det unge Indslev-brand. Chinook byder ind med fyrenåle, grapefrugt-skal og harpiks, mens Simcoe giver mere frugtagtig humleduft. Smagen afrundes af en markant, men venlig bitterhed.

Meantime bryggeriet i Greenwich åbnede i 2000 og er dermed en forløber for Londons ølrevolution. For at være anderledes bryggede de fra starten ikke cask ale, men kun fustage og flasker. Siden 2009 har der dog også været cask ale på programmet.

Coffee Porter er brygget med fairtrade kaffe fra Rwanda og kaffen spiller en meget fremtrædende rolle. Øllet er interessant nok gæret og modnet koldt, ligesom den skandinaviske/baltiske porter, hvilket giver en renere smag og derfor endnu mere plads til at kaffen kan folde sig ud. Om man kan lide en så markant kaffekarakter (nu håber jeg den er lige så markant som sidst jeg smagte øllet) er en smagssag, men som dessertøl til chokolade eller vaniljeis er den i hvert fald i særklasse.