Medlemsmøde med Midtfyns Bryghus

Tirsdag den 17. april havde vi medlemsmøde med besøg af Eddie Szweda fra Midtfyns Bryghus. Da det typisk er noget der trækker, havde vi placeret mødet på Ryan's of Odense og var som i oktober i selskabslokalet på førstesalen - igen med en fyldt pub til Champions League fodbold. Vi nåede op på ca. 60 deltagere og det lykkedes os at klemme os sammen i den ene ende af det L-formede lokale. Lidt tæt, men til gengæld kunne Eddie se alle på en gang.

 

Der var valgt et program hvor det gik heftigt for sig. Efter en såkaldt blød start (i Midtfyn sammenhæng) med Sommer Wit på 6,2% røg alkoholprocenten hurtigt højere op, og med Chili Tripel, Rough Snuff, Imperial Stout, Barley Wine og Double IPA nåede vi fire øl over 9%.  Sådan behøver alle ølsmagninger absolut ikke at være, men det må jo siges at være Midtfyns Bryghus varemærke.

 

Aftenens nyhed - for de fleste i hvert fald - var Black Liquorice Stout. Den er baseret på bryggeriets almindelige stout og tilsat Black Lakrids fra firmaet i Kolding af samme navn. De flasker vi smagte var tappet samme dag og smagte stadig lidt råt, men lakridssmagen lå fint i baggrunden uden at blive overdøvende. Den kom på markedet i efteråret, men distribueres kun af lakridsfirmaet.

Aftenens formål var at have en hyggelig og sjov aften sammen, og Eddie svigtede ikke. Vi fik en fremragende omgang øl-standup og hvis nogen gik tørstige hjem var det i hvert fald deres egen skyld.