Øl og Pizza

Til medlemsmødet tirsdag den 19. juni var temaet Øl og Pizza. En vaskeægte klassiker der i Danmark oftest består af køleskabskolde Carlsberg og tyrkisk pizza nede fra hjørnet. Her var det italiensk pizza fra La Piazzetta, og noget bedre tysk og dansk øl. 

Når der skal vælges øl til pizza er malten vigtig. Pizzabunden skal matches med en god maltsmag i øllet, og især hvis der er tomat på pizzaen vil der være noget syre som kan balanceres med maltsødme. Så øllene er som udgangspunkt maltede og sødlige, men ellers vidt forskellige.

For at andre kan have glæde af vores smagning blev der også tildelt points efter hvor godt de forskellige øl passede til pizzaerne. Resultatet af bedømmelsen følger nederst.

 

Svaneke Half & Half er lige som Randers Amber Ale en del af Kvicklys ølfestival. Inden 6. august kan man stemme på sin favorit blandt de 12 kandidater på kvickly.dk og vinderen kommer til at indgå i Kvicklys faste sortiment. Læs en fin klumme om de 12 øl her.

Carlsens 7212 er brygget af Fam. Ølgaard på Indslev Bryggeri.  Det er en såkaldt Kellermärzen, hvilket vil sige en ufiltreret udgave af Märzen-typen. En mellemstærk mørk gylden lagerøl svarende til den bayerske Oktoberfestøl. Schwaben Schwarzbier er en schwarzbier fra Stuttgart, måske lidt sødere end de helt klassiske østtyske typer. En nær nabo er Engel Bock Dunkel der er en mørk stærk lagerøl fra Crailsheim mellem Stuttgart og Nüremberg.

Ceres Bering Bryg Havskum er en færdigblandet porter og citronvand, brygget til ære for den Horsens-fødte polarforsker Vitus Bering. Willemoes Belgisk Ale er Vestfyens bud på en mørk belgier i brune eller dubbel-stilen, øltypen der for mange ølentusiaster var første øjenåbner til øllets mangfoldighed. Schneider Aventinus er vel sagtens verdens mest klassiske hvedebock, en stærk og sød  hvedeøl, med masser af frugt-nuancer.

 

Pizzaerne var nr. 1, 4, 8 og 2 (serveret i den rækkefølge med to øl til hver).

Først den klassiske og simple Pizza Margherita (tomat, basilikum og mozarella) serveret med Svaneke Half and Half og Carlsens 7212. Så bresaola, parmesan og rucola, med Randers Amber Ale og Schwaben Schwarzbier.

Så skinke og champignon med Ceres Havskum og Engel Bock. Og til slut 4 slags ost med Willemoes Belgisk Ale og Schneider Aventinus. 

Aftenens hovedkonklusion må nok være at pizzaens fyld ikke betyder alverden. Mængden er så begrænset at den sidste med bl.a. gorgonzola og parmesan ikke smagte voldsomt meget mere af ost end den første med kun mozarella. Så de øl der er gode til pizza er som udgangspunkt gode til alle pizzaer.

 

Bedømmelse

De 8 øl blev bedømt efter den officielle Odense-metode: De blev hver især tildelt mellem 1 og 5 point af alle der havde smagt dem, og til sidst blev der udregnet en gennemsnitskarakter for hver øl.

Det blev et tæt opløb, og som ofte set med et ret lokalpatriotisk resultat. 

1. Carlsens 7212 med 3,6 point

2. Schneider Aventinus med 3,5 points

3. Willemoes Belgisk Ale med 3,4 points

4. Engel Bock med 3,3 points

5. Randers Amber Ale med 2,9 points

6. Schwaben Schwarzbier med 2,5 points

7. Svaneke Half & Half med 2,2 points

8. Ceres Havskum med 1,4 points

Jeg synes personligt at Aventinus og Belgisk Ale var for alkoholtunge til pizza, mens Randers Amber Ale blev klart bedre af at være i selskab med noget mad. Det var der så delte meninger om. Ceres Havskum er en kuriøsitet som nogen holder af en gang i mellem, men der var i hvert fald bred enighed om at den er ikke beregnet til pizza.

Jeg glemte at tage billeder, men her er et andet billede af Margherita og kellerbier