Juletur til Indslev

En flok ølentusiaster valgte at benytte tilbuddet om fælles bus til Indslev Bryghus til lanceringen af Indslevs og Ugly Ducks juleøl. En god halv busfuld blev det til, men vi var nu langt fra de eneste, som havde fået den idé. For at vi ikke skulle tørste på turen derned, var der en 1795 - god tjekkisk pilsner - at starte på.

Der var arrangeret en rundtur på bryggeriet for os. Pga de mange andre gæster, hvoraf mange også ønskede guidet tur, blev det til at vi gik hurtigt igennem tappehal og brygrum og ned til gærtankene, hvor vi fik bryggeriets historie i overordnede linjer. Det var interessant også at høre lidt om tankerne bag det nye brand Ugly Duck, som helt fra starten har fået stor succes. Med Indslev-mærket låst til udelukkende at brygge hvedeøl - omend det er hvedeøl i bred forstand - er Ugly Duck indført for at give flere muligheder for at eksperimentere.

I tappehallen stod der 4 rødvinstønder med et eksperiment med øl tilsat brettanomyces-gær. De nysgerrige fik lov at lugte til det. Om der kommer noget godt ud af det, vil tiden vise...

Efter rundvisningen var det tid til det, vi mest af alt var kommet for: Smagningen af årets julebryg fra Indslev og Ugly Duck. Den første øl på programmet var Julehvede. Som sædvanlig en blød og rar juleøl på 6,5%. Den næste var en nyhed fra Indslev, nemlig Frederiks Jul. En hvedebock på 8% tilsat kandis og en god portion amarillohumle.

Fra Ugly Duck var der også 2 juleøl: Hoppy Christmas (som også var på programmet sidste år), en utraditionel juleøl på 5,9% med masser af humle og tilsat appelsinskræl. Ugly Christmas (en nyhed), en brown ale inspireret øl på 8% tilsat kandis.

De sidste 2 øl i smagningen var ikke juleøl, men begge relativt nye øl fra Ugly Duck: Miami Vice, en dejligt forfriskende pale ale på 4,8%. Funk U, en øl på 6,5%  tilsat brettanomyces. Nok ikke alles favorit, men et eksempel på at Indslev under Ugly Duck brandet ikke er bange for at eksperimentere og udfordre.

Efter ølsmagningen var der fri leg indtil bussen kl. 18 kørte mod Odense igen. Til hjemturen fik vi en kasse hvedebock med.