April. Belgiske øl.

En af vores forårstraditioner er "BELGISK ØL".

Det lille flade land med de store og mange øl.

Heldigvis kommer der nye bryggerier til, og de gamle laver også nyheder.

Årets buket er en blanding heraf.

Palm Hop Select 6%

Første øl på listen. En gylden belgisk ale med en karakteristisk humlearoma og smag og med friske frugtnoter.

Valeir Blond 6,5%

En overgæret belgisk ale. Betegnet som Belgiens bedst bevarede hemmelighed. Let krydret, humlet og forfriskende. Bryggeriet Conteras fra 1818 ligger ca. 55 km V for Bruxelles.

St. Feuillien Påskebryg 7,5%

Det siges at St. Feuillien brygger denne påskebryg specielt til det danske marked. Den brygges i slutningen af vinteren og modner i bryggeriets kældre, så den er klar til foråret. Det er en overgæret brun ale med kobberfarvet skær og delikat, fyldig, let sødlig smag med stor cremet skumkrone.

St. Feuillien Påskeøl brygges på malttyperne münchener og caramalt, hvilket udover at give øllet dets smukke kobberagtige farve, bidrager med at give øllet en diskret sødme med toner af sødlig karamelagtig aroma.

Echt Kriekenbier 6,8%

En af belgiens specialiteter kirsebærøl, og her må jeg nok erkende, at det med belgisk uden lambik, bliver bøjet lidt.

Echt Kriekenbier bliver blandet af flere årgange for at få en ens smag. Kirsebærrene svinger fra år til år alt efter vejrgudernes humør. 

En for mange dejlig forfriskende drik - og for en del lidt for friskt.

Prior Tongerlo Tripel 9%

HAACHT et af de større bryggerier med mange øl på programmet. Her Tongerlo Prior Tripel. En humlet aroma med frugtnoter. Efter tapning lagres øllet 2 uger ved 22 gr. for at eftergære i flasken, hvilket giver en rigere duft af blomster og krydderier. 

Flot skum, dyb gylden farve. En dejlig sødme og svag humlesmag.

En øl der ofte står på super- / discountmarkedernes hylder til meget fornuftige priser.

God til krydret mad, fisk og ost.

Lupulus Tripel 8,5%

Les 3 Fourquets. Et af de nyere bryggerier i Belgien.

Startet i 2004 med leverance til den lokale kro. I 2007 startede man Lupulus serien, her repræsenteret ved deres Tripel. Ufiltreret og på champagneflaske, frisk og let humlet.

Vinder ved lagring og drikkes ved 8—12 gr.

Duvel Tripel Hop 2014 9,5%

Duvel er også hoppet på vognen med humler fra USA. Udover deres faste 2 humler er her tilsat Mosaic humlen, der giver et friskt pust med masser af smag af tropiske frugter og blåbær.

En ny, anderledes og sjov øl.

Rochefort 10 11,3%

Belgien, trappisternes land. En trappist skulle med, og her skete der et lille mirakel. 

Vi skulle smage den næsten samme øl 2 gange.

Vi havde fået en portion Rochefort 10 tappet i 2003 eller 04.

De havde sidste salgsdag i 2008. Der var 5 cl. til hver. 

Og hvilken oplevelse. En smuk, blød og velsmagende sherry-agtig drik.

En fantastisk udvikling. Så smid aldrig gammelt øl ud uden at have smagt på det først. Især ikke når det er over de 8 - 9%.

Men så til en næsten nytappet Rochefort 10, der af mange kendere bliver karakteriseret som verdens bedste øl, og når du først har smagt den, er du ikke længere i tvivl. Den kommer fra klostret Abbey de Notre-Dame de St. Rémy – hvor munkene lever i stærk isolation, og derfor er netop også Rochefort 10 øllen omgivet af mystik.

Når du får fingrene i en Rochefort 10, og hælder den op i glasset, vil et godt tip være at vente 15 min. før du smager på den – for så kan du opleve et sandt smagsbombardement, hvor tonerne af blomme, abrikos, solbær og rosin virkelig kommer til udtryk. Farven på øllen er en flot mørk rødbrun farve, og skummet er tæt og beigefarvet. 

Husk at købe ekstra og gem dem godt.