Januars medlemsmøde, det sorte øl

Det sorte øl

To aftener i januar måned var der medlemsmøde med smagning af et ret bredt udvalg af sorte øltyper. Det er lokalafdelingens længste tradition med sådan et møde, en tradition der ifølge regionens historiske side rækker tilbage til januar 2004, noget der også kunne bekræftes på onsdagsmødet hvor eksformændene Christian og Søren begge var til stede. 

Det har nogle gange været porter og stout, men der er også plads til for eksempel schwarzbier, og denne gang også en klassisk rauchbier.

Medlemsmøde Danske Ølentusiaster Odense. Januar 2016. Sort øl

Øllet

Randers Bryghus Sort

En fyldig og lidt tung Schwarzbier på 5,5%, der lægger sig i grænseområdet mellem en schwarzbier og en stout. Kulsort øl, men alligevel med en forholdsvis mild og venlig karakter af malt og toffee. 

Raasted KokosPorter

Anden øl fra Randers Bryghus var en sød porter på 6% med en kraftig smag af kokos sammen med lakrids og chokolade. Der var mildt sagt ret delte meninger om denne bounty-øl.

Hornbeer Røgøl

En mørk rauchbier brygget som klassikerne fra Bamberg. Vinder af en European Beer Star i guld, hvilket siger noget om hvor godt forbillederne er ramt.

Samuel Smith Imperial Stout

En rigtig klassiker som måske er den øl der har været med til flest januarsmagninger i Odense. En af de klassiske engelske fortolkninger af imperial stout, og med 7%  alkohol et ganske mildt bekendtskab.

Midtfyns Russian Imperial Stout

En imperial stout på 11%. Storebror til nyklassikeren Midtfyns Imperial Stout som lige har fået et tryk mere på speederen.

Beerbliotek Imperial Mocha Latte Stout

En udpræget dessertøl på 9,5%, med karakter af mælkechokolade, vanilje og kaffe. En chokolade-latte med en yderst fornuftig alkoholprocent

Syndikatet Elskerinden

Sød og helt rendyrket dessertøl, der med noter af karamel, fløde og vanilje skal minde om crème brûlée. Nydes forsigtigt, og gerne sammen med en sød dessert.

Nøgne Ø/Brewdog/Mikkeller Horizon Tokyo Black

Tre af nordeuropas vildeste bryggerier har lavet dette 16% stærke fællesbryg som kombinerer der monsterøl Nøgne Ø Dark Horizon, Brewdog Tokyo og Mikkeller Black. Tyktflydende intens stout med kaffe og rigeligt humle.

Nøgne Ø/Brewdog/Mikkeller Horizon Tokyo Black