Belgisk Beer Battle

Medlemsmødet i marts var på helt traditionel vis et møde med belgisk øl i centrum. Men for at give et friskt og nyt perspektiv på emnet, blev mødet holdt som beer battle. Vores medlem Camilla Lindekilde, og den sædvanlige oplægsholder Christian Scheffel havde hver fundet fire forskellige øl i kategorierne blonde, dubbel, tripel og quadrupel, og præsenterede deres øl op mod hinanden. Øllet var godt som altid, men præsentationen fik nyt liv og nye perspektiver med denne tilgang.

Belgisk blonde an opfattes som en specifik øltype der er modelleret over den slags lyse og sødlige øl på 6-7% som vi kender med Grimbergen og Leffe. Men spørger man en belgier, så er en blonde bare en øl der er lys i farven. Det var også udgangspunktet for de første to øl. Camilla havde valgt La Chouffe en lidt krydret frisk øl på 8% og Christian havde en godt humlet De Ranke Hop Harvest 2018. De to gange dubbel var mere traditionelle. Chimay Rød fra Christian og Corsendonk Dubbel fra Camilla.

Til tripel var der ikke en klassisk trappist med. Camilla havde nyklassikeren Tripel Karmeliet med og Christian havde valgt den lidt mere utraditionelle De Dolle Brouwers Dulle Teve, de skøre bryggeres bud på en 10% stærk tripel.

Som afslutning blev der givet fuld gas. Christian havde medbragt trappist-klonen St. Bernardus 12, mens Camilla havde Brügges stærke Henrik, Carlsens-favoritten Straffe Hendrik Quadrupel. Undervejs blev der stemt om hvem af de to oplægsholdere der havde medbragt den bedste øl og bedste præsentation. Da det er taberen der sidder og skriver denne tekst vil jeg blot nævne at Camilla vandt en klar og overbevisende sejr over de to medlemsmøder - og at det er yderst glædeligt da det betyder at hun også i fremtiden kan lokkes til at være med til at præsentere øl. Som det blev sagt på forhånd, så var det i virkeligheden alle deltagere på medlemsmøderne der var de sande vindere.