Årsberetning 2014, Danske Ølentusiaster, Region Fyn

Godkendt på regionens årsmøde 25. november 2014

 

1. Region Fyn og regionsbestyrelsen

  • Regionsbestyrelsen har i perioden bestået af: Michael Gorm (regionsformand), Grete Holm Nielsen (regionsnæstformand og Lokalafdeling Østfyn), Tommy Stentoft (Lokalafdeling Østfyn), Niels Jørgen Simonsen og Finn Littau (Lokalafdeling Odense), Uffe Lindhard og Lars Bo Mathiesen (Lokalafdeling Svendborg) samt Peter Laursen og Ole Mikkelsen (Lokalafdeling Faaborg).
  • Den aktuelle regionsbestyrelse pr. 25. november 2014, ser således ud: Michael Gorm (Regionsformand), Grete Holm Nielsen (Regionsnæstformand og Lokalafdeling Østfyn), Tommy Stentoft (Lokalafdeling Østfyn), Niels Jørgen Simonsen og Finn Littau (Lokalafdeling Odense), Uffe Lindhard og Arne Garbøl (Lokalafdeling Svendborg), Kim Berg Hansen og Bjørn Bodi (Lokalafdeling Middelfart) samt Ole Mikkelsen og Bent Dau Christensen (Lokalafdeling Faaborg).
  • Regionsbestyrelsen har ikke afholdt bestyrelsesmøder i perioden. Beslutninger er som aftalt truffet ved brug af maildebat og mailafstemning.
  • Region Fyn består uændret af fem lokalafdelinger. Regionen havde pr. 26. november 2013, 834 medlemmer. Dette tal er faldet til 818 pr. 25. november 2014. Vi er således blevet 16 færre organiserede ølentusiaster på Fyn det seneste år. 13. november 2012 var vi 819 medlemmer.
  • Regionsformand/-næstformand har udsendt 8 egentlige nyhedsbreve til regionsbestyrelsen i perioden 1/12 2013 - 10/11 2014. Der er udsendt 7 nyhedsbreve til regionens medlemmer i samme periode

 

2. Regionens aktiviteter

  • Fynsk Ølsmagning: For 9. gang afholdt Region Fyn en Fynsk Ølsmagning forud for landsforeningens generalforsamling 22. marts 2014 på Dalum Landbrugsskole. Vi fik atter fremstillet en lille 4-farvet flyer, hvori man kunne orientere sig om hvilke bryggerier, der deltog og hvad de havde at byde på. De fynske aktivister ydede som altid en fremragende indsats før under og efter den fynske ølsmagning
  • Årets lokalafdeling 2013: Regionsbestyrelsen indstillede Lokalafdeling Halsnæs som kandidat til Årets Lokalafdeling og de gæve sjællændere gik minsandten hen og vandt pris og hæder
  • Regional Ølpris 2014: Regionsbestyrelsen besluttede at tildele bryggeriejer, øldommer, håndbrygger mm Erik Nielsen årets regionale ølpris. Erik Nielsen fik prisen for sit initiativ til en dansk øltjener-uddannelse. Prisen blev overrakt på Øllets Dag ved den gamle købmandsgård på Thurø, hvor Erik Nielsen er ved at indrette sig med bryggeri og butik. Der blev udsendt en pressemeddelelse og begivenheden fik fin omtale i Fyns Amts Avis, der dog kaldte prismodtageren for Erik Jensen! Ølentusiasten blev fodret med tekst og billeder
  • Øllets Dag 6. september 2014: For første gang blev Øllets Dag fejret i alle 5 fynske lokalafdelinger. Tilbagemeldingerne tyder på en rigtig god dag alle steder. Regionen udsendte en fælles pressemeddelelse, der blev bragt i de fynske aviser. Regionen betalte for en "flyver" fra Lokalafdeling Østfyn, der hjalp til i Middelfart på dagen.
  • Smagen af Fyn: Region Fyn er fortsat medlem af Smagen af Fyn. Det er et givtigt medlemskab, idet vore lokalafdelinger får tilbudt standplads ved mange markeder og festivals, ligesom Smagen af Fyn atter var med til at finansiere folderen "Magen af fynsk øl 2014" (se nedenfor). Et medlemskab koster 300 kr. årligt.
  • "Smagen af fynsk øl 2014:" Folderen blev fremstillet første gang i 2013 og blev godt modtaget. Regionsbestyrelsen besluttede at udsende en 2014-udgave, såfremt man kunne få den finansieret. Det kunne man, idet bl.a. Smagen af Fyn sponserede 6.000 kr., mens de sidste 2950 kr. blev fundet ved privat donation. Den reviderede folder blev trykt i 15.000 ekspl. og var klar til distribution i april måned. Som det var tilfældet i 2013, skulle folderen distribueres ud til hoteller, biblioteker,  udskænkningssteder, campingpladser, udskænkningssteder, campingpladser, turistinformationer mm. Denne opgave blev atter lagt på de fynske lokalafdelingers skuldre. Desuden blev der sendt en stak foldere til alle fynske bryggerier, som de kunne tage med rundt/have liggende på bryggeriet. Pr. 1 september 2014 var folderen "udsolgt fra forlaget" (Michaels kælder). I oktober måned blev lokalafdelingerne bedt om en tilbagemelding om uddeling af folderen. Svarene viser, at lokalafdelingerne rent faktisk er kommet af med de fleste foldere. 
  • Årets regionsarrangement - Regionsfest: Danske Ølentusiaster, Region Fyn, fyldte 15 år i 2014. Regionsbestyrelsen besluttede at dette skulle fejres med en regionsfest...og fest blev dér! Eddie havde venligst stillet lokaler til rådighed på Midtfyns Bryghus og her samledes 84 ølentusiaster lørdag 23. august til godt øl fre Bryggeriet Refsvindinge, Munkebo Mikrobryg, Midtfyns Bryghus og Bryggeriet Vestfyen. Landsformand Anne Lise Knørr festede sammen med os. Det samme gjorde alle nuværende og tidligere fynske regionsformænd: Jesper Hvalsøe, Brian Hvam, Flemming Madsen, Else Lindhard, Jørgen Bjerrum og Michael Gorm. Der blev afviklet lotteri med fine præmier fra. bl.a. Midtfyns Bryghus, Humdrik.dk, Lokalafdeling Odense og Region Fyn. Den gode mad blev leveret af Ørbæk Midtpunkt og musikken stod Søren/Sørensens Trio for. Festen startede kl. 16.00 og sluttede kl. 23.00, hvorefter de mange frivillige fra især lokalafdeling Østfyn hurtigt fik bragt orden i lokalerne. Festudvalget bestod af Niels Jørgen Simonsen, Grete Holm Nielsen og Michael Gorm. Festen kostede regionen netto 4.913,48 kr.  
  • Regionens hjemmeside: Regionens hjemmeside er løbende blevet opdateret og indeholder bl.a. en side med fynsk ølnyt, oversigt over lokalafdelingernes ledelser, regionsbestyrelsen, årsberetninger og arbejdsplaner, afdelingsarrangementer og en historisk oversigt over Danske Ølentusiaster på Fyn (lokalafdelinger og region). Indholdet på forsiden udskiftes løbende med aktuelle billeder og tekst. En oversigt over tidligere og nuværende fynske bryggerier blev på grund af manglende tid udskudt - foreløbig til 2015.
  • Lokalafdelingernes hjemmeside: Lokalafdelingernes hjemmesider har generelt ikke imponeret. Især forsiderne har manglet opdatering og liv. Alle fynske lokalafdelinger benytter sig af TYPO-3's arrangementskalender og de fleste får også opdateret siderne med "Set og sket". Som aftalt i arbejdsplanen for 2014, blev alle lokalafdelinger tilbudt en aften med regionens superbruger(e), men ingen tog imod tilbuddet.
  • Projekt "Besøg de fynske bryggerier": Årsmødet 2013 besluttede sig for en ambitiøs plan, hvor alle fynske bryggerier skulle besøges i løbet af 5-6 år. Det var de enkelte afdelinger, der efter en plan skulle arrangere besøgene - praktisk og økonomisk. Regionen skulle blot binde projektet sammen overfor de fynske medlemmer. En plan for bryggeribesøgene blev udarbejdet og godkendt, men derefter er projektet nærmest gået i stå: Første besøg (Kerteminde Bryghus) måtte aflyses på grund af for få tilmeldinger og efterårets tur til Indslev ser heller ikke ud til at blive til noget. Hverken lokalafdelinger eller medlemmer synes således at støtte ideen helhjertet og på Årsmødet 2014 må man beslutte om projektet skal skrottes eller have endnu en chancen.

3. Regionens økonomi pr. 25. november 2014:

Regionen har pr. 25. november 2014 haft indtægter på 49.665,35 kr. mens udgifterne er løbet op i 40.924,01 kr. På regionens konto står pt. 8741,34 kr. Der forventes yderligere udgifter til regionens årsmøde (max. 3000 kr. og Julemarked i Nyborg (max. 4000 kr.).Vi har i Region Fyn fået "underskudsgaranti" på 10.175 kr. fra foreningens Ekstramiddelpulje.

Region Fyn har fået udbetalt alle regionsmidlerne i 2014. Vi kan notere, at regionen som ønsket i arbejdsplanen for 2014, når at bruge de fleste penge - langt de fleste til medlems- og afdelingsaktiviteter.

Regionsbestyrelsen har modtaget en budgetorientering mindst én gang i kvartalet. Regnskabet afsluttes 31. december 2014 og sendes til revision hos Landsforeningen. Regionsbestyrelsen får det endelige regnskab tilsendt ved årsskiftet.

4. Regionens afdelinger


Lokalafdeling Faaborg har i perioden kun afviklet få medlemsarrangementer: Et julearrangement (2013), Mad & øl samt Familiepicnic i Svanninge Bakke. Afdelingen deltog i aktiviteterne ved Korinth Kulturdage, Fynske Fristelser og Øllets Dag (ved Gundestrup Mejeri & Bryghus). Nyhedsbreve udsendt med ujævne mellemrum. På årsmødet 2014 takkede Peter Laursen af efter 5 år som afdelingsformand. Som ny formand valgtes Ole Mikkelsen, mens Bent Dau Christensen blev valgt som ny næstformand. Jens Ørum og Ole Mikkelsen er afdelingens webmastere.

Der var på årsmødet enighed om at forsøge at få medlemsarrangementerne ind i en fast og stabil gænge.


Lokalafdeling Middelfart har afviklet medlemsarrangementer med jævne mellemrum i perioden: Den traditionsrige julefrokost på Holms, tur til Kolding Ølmesse, Øl & Ost og Alverdens Ale. Afdelingen har været til stede ved arrangementet "Øl på værftet" samt,for første gang,med aktiviteter på Øllets Dag - i øvrigt med stor succes. På dagen havde man i øvrigt stor glæde af regionens "flyverordning", hvor aktivister fra andre fynske afdelinger hjælper til. Nyhedsbreve udsendt efter behov. Formand er Kim Berg Hansen. Webmaster: Kim Berg Hansen.


Lokalafdeling Odense har afholdt medlemsarrangementer hver måned undtagen juli - nogle måneder med 2 medlemsmøder pr. måned med samme indhold for at få plads til alle. Blandt emnerne kan nævnes Smagning for begyndere, Det sorte øl, Finaleøl, Besøg af Munkebo Mikrobryg, Mad & Øl, Lambik og en aften med Carsten Bertelsen. Herudover blev den efterhånden traditionsrige gåtur langs Odense Å, afviklet i juni måned.

Afdelingen har været til stede ved bl.a. Asperges Festivalen, Havnefestivalen, Øldag på Fynsk i Kerteminde samt det fynske folkemøde i oktober måned i Odense. Øllets dag blev atter afviklet med stor succes med mange stande rundt om i bymidten og mange glade mennesker med smageglas i hånden.

Nyhedsbreve udsendt hver måned. Formand er Niels Jørgen Simonsen og næstformand er Finn Littau. Webmaster er Niels Jørgen Simonsen og Vivi Gammelmark.

Lokalafdeling Svendborg: Lokalafdeling Svendborg har løbende og stabilt afholdt medlemsarrangementer i perioden. Blandt emnerne kan nævnes: Fransk Øl, besøg af Eddie/Midtfyns Bryghus, Finaleøl, besøg fra Ølhandleriet, besøg af Leif Typkær, besøg af Klosterbryggeriet og besøg af Syndikatet. Fra august 2014 ligger medlemsmøderne fast den 3. onsdag i måneden. Nyhedsbreve udsendt hver måned.

I juni måned var man på pubcrawl rundt til de mange dejlige ølsteder i Svendborg og som sædvanlig var afdelingen på plads ved Kulinarisk Sydfyn i juni måned - 10 nye medlemmer kom der på kontoen! I oktober deltag man i den nye Fionia Beer Festival i Svendborg. Formand er Uffe Lindhard. Næstformand er Lars Bo Mathiesen. Webmaster er Jørgen Bjerrum.

Lokalafdeling Østfyn har løbende og stabilt afholdt medlemsarrangementer i perioden. Blandt emner kan nævnes Julearrangement, IPA, Finaleøl, Øl & Mad i Teglværksskoven, Øl med smag, fylde og mystik og besøg af Munkebo Mikrobryg.

I december (2013) var afdelingen til stede ved markedet "Jul i den gamle kongeby". Det samme var man ved Danehof-markedet i juli måned og på Øllets Dag stod man traditionen tro foran en række butikker med materiale om foreningen og smagsprøver. Man var også på Bryggeriet Refsvindinge dén dag. Nyhedsbreve udsendt jævnligt. Formand er Grete Holm Nielsen og næstformand er Tommy Stentoft. Thomas Madsen er webmaster.

Regionens formand og/eller næstformand har deltaget i alle årsmøder i de fynske lokalafdelinger.

5. Landsforeningen

Generalforsamlingen 22. marts 2014: Frivillige fra regionens lokalafdelinger løste de praktiske opgaver omkring foreningens generalforsamling på bedste vis. Fra kl. 9 om morgenen til kl. 10 om aftenen.

Regionsrådsmøder og afdelingernes Stormøde 2014: Regionens formand og næstformand deltog i regionsrådsmøderne i Slagelse (1. februar) og Nyborg (21. juni) samt Stormødet i Slagelse (1. februar). Repræsentanter fra Lokalafdeling Faaborg, Lokalafdeling Middelfart, Lokalafdeling Odense og Lokalafdeling Østfyn deltog i Stormødet i Slagelse.

Landsbestyrelse, udvalg mm. pr. 10. november 2014: Peter Laursen, Faaborg, blev på generalforsamlingen 22. marts 2014 indvalgt i Landsbestyrelsen. Vi finder også fynboer i en række landsdækkende udvalg:

Øl & Mad-udvalget: Christian Scheffel, Odense

Redaktionsudvalget, Ølentusiasten: Jørgen Mathiasen og Christian Scheffel, Odense

Ekstramiddeludvalget: Michael Gorm, Odense

Dansk Ølmærkeudvalg: Michael Gorm, Odense

Udvalget for fastholdelse og rekruttering: Peter Laursen, Faaborg

Kommunikationsudvalget: Brian Hvam og Christian Scheffel, Odense

Hjemmesideudvalget: Else Lindhard, Svendborg, Brian Hvam , Odense

Regionens superbruger er Christian Scheffel

Højt skum

Michael Gorm

Regionsformand

Grete Holm Nielsen

Regionsnæstformand

 

 

Læs om aktiviteterne i 2014 i Region Fyn og de fem fynske lokalafdelinger