Årets prismodtager

WILDEBEEST GASTROPUB

Mad og drikkevarer går op i en højere enhed

Danske Ølentusiaster hædrer Wildebeest Gastropub med Den Regionale Ølpris 2018 i Nordjylland, fordi stedet har en brændende passion for øl og i deres særprægede lokaler fås en særlig kulinarisk oplevelse med mad og øl som spiller rigtigt godt sammen.  
 

Ved Lokalafdeling Aalborgs Øllets Dag arrangement på Turbinetorvet i Nordkraft på lørdag kan Regionsredaktør hos Danske Ølentusiaster i Nordjylland, Gert Svanborg Sloth, afsløre modtageren af Danske Ølentusiasters Regionale Ølpris i Nordjylland 2018. Johann Mar Gudbergsson ølmester hos Wildebeest Gastropub i Aalborg modtager diplom og hæder.

 

Der er mange gode grunde til at det netop skal være herlige Wildebeest i Aalborg, der skal have Den Regionale Ølpris 2018 i Nordjylland.

  
Vi har forsøgt at samle dem herunder...

     

    MAD OG DRIKKEVARER GÅR OP I EN HØJERE ENHED
    Wildebeest er Aalborgs første rendyrkede gastropub – et spisested der kæler for gæsternes smagsløg, og et ambitiøst vandingshul på en og samme tid. På Wildebeest går maden og drikkevarerne op i en højere enhed med de charmerende rå lokaler. Her får man virkelig en særlig kulinarisk oplevelse med mad og øl som spiller rigtigt godt sammen. De har også lavet Beer Geek arrangement, hvor de præsenterer deres koncept med det såkaldt fedtede mad og det lækre øl.


    SÆRPRÆGEDE LOKALER MED RUSTIK OG LÆKKER MAD OG SKØNT ØL DER MATCHER
    Hos Wildebeest Gastropub har de udviklet sig meget på de to år der er gået - siden de åbnede dørene første gang på Østerbro 12 i Aalborg den 18. august 2016. Det er et spændende sted i særprægede lokaler med rustik og lækker mad og skønt øl der matcher maden.


    FEDT FAMILIEFORETAGENDE
    Wildebeest ejes af en islandsk familie bestående af far, mor og fem brødre – som i 20 år har gået med drømmen om at starte en restaurant op. Nu er det endelig lykkes og med stor succes. Stedets speciale er såkaldt fedtet mad – og deres signatur sliders er mindre burgere som de udvikler, tilbereder og serverer med stor omhyggelighed og kærlighed, en fræk detalje er at deres boller er brændemærket med stedets logo – og så får man fantastiske fries på ”bæstet”, som navnet helt naturligt er blevet omformet til i daglig tale.


    EN GASTROPUB MED ET UDSØGT ØLUDVALG
    Deres fokus på øl er i særklasse. Hér er øllet virkelig i centrum, og det er en lyst at se på og opleve! Det er en gastropub med et udsøgt øl-udvalg. Et sjovt indslag er at det er muligt at købe ”en ølrejse”, hvor man køber og smager en række specielt udvalgte øl. Desuden er det er muligt hele tiden via nettet at følge med i hvad der er på hanen og i køleskabet, det sker via UNTAPPD.


    BRÆNDENDE PASSION FOR ØL
    Johann, der er ølmesteren på stedet, går meget op i at både nørder og almindelige øldrikkere kan få sig en god oplevelse – og det er hans brændende passion for øl, der gør at udvalget er så godt. Han køber som regel kun en enkelt eller få fustager og derfor skiftes der hyppigt på de 10 haner. Han vil især gerne støtte de små danske bryggerier/bryghuse – men det er er også muligt at få skønt øl fra spændende bryggerier fra hele verden. Stedet modtog naturligvis Dansk Ølmærke 2018 og havde vi stadig haft bronze, sølv, og guld-betegnelser, så havde de fået GULD.

     

    På grund af alle ovenstående begrundelser vil Danske Ølentusiaster i Nordjylland med glæde hædre Wildebeest Gastropub med Den Regionale Ølpris i Nordjylland 2018.

     


     

     

     

     

    Det er den nordjyske regionsbestyrelse der består af repræsentanter fra de 7 lokalafdelinger Thisted, Fjerritslev, Aalborg, Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn og Skagen som står bag indstillingen - men det er foreningens Landsbestyrelse som godkender.  

     

    Regionsbestyrelsen valgte i år at bruge platformen Øllets Dag til afsløring af modtageren af Den Regionale Ølpris i Nordjylland. Pressen og modtageren var forhåndsorienteret. Formålet med forhåndsorientering var forhåbningen om at nyheden kunne være med til at booste antallet af gæster ved lokalafdeling Aalborgs årlige fejring af øllet ved Øllets Dag arrangementet i Nordkraft i Aalborg. Om det var DET der gjorde det er uvist - men der var vildt mange mennesker i Nordkraft på Øllets Dag! 

    Aalborgs første rendyrkede gastropub, Wildebeest, modtog Den Regionale Ølpris 2018 af Danske Ølentusiaster i Nordjylland. Det var stedets ølmester Johann Mar Gudbergsson, som tog i mod hæder og diplom ved Danske Ølentusiaster i Aalborgs årlige fejring af øllet ved Øllets Dag i Nordkraft.