TOPmøde 2017

For tredje år i træk var det lykkedes at lave en aftale med Erling Christensen Møbler i Hørmested om at afvikle TOPmøde for de 5 øverste lokalafdelinger i landet.

Tilbuddet bestod af bustransport, 10 gode øl, lækkert mad og 25% rabat på hele livsstilsforretningen - What's not to like?

Aftalen kom på plads allerede under TOPmødet i 2016. Håbet og forventningen var at samle over 100 Ølentusiaster i Hørmested 1. april 2017. Det var tæt på at lykkes - men vi nåede kun op på 96 deltagere og så var der 2 som var syge.

Regionsformand Flemming Starcke-Jensen havde som sædvanligt fundet 10 spændende øl. Og Birthe hos Erling Christensen havde sørget for maden. Alle lokalafdelinger præsenterede sig selv samt udvalgte øl.

Stemningen var god og humøret var højt. Nogle lokalafdelinger havde klynget sig sammen - mens andre blandede sig mere og fik dermed en god snak med folk fra andre lokalafdelinger.

Det er stadig helt tydeligt at det er en rigtig god idé med det TOPmøde.

Det er altid en smagssag hvad man kan lide. MEN der var ingen af de 10 øl som faldt igennem. Dog forlød det blandt bordene at øl nummer 7 var rigtigt lækker. Det var fint at der var både meget humlede og meget mørke og kraftige øl. Vi kom hele vejen rundt...

Vi var kommet lidt hurtigt i gang - så der blev indlagt en længere pause efter øl nummer 5 - den blev så brugt til at handle mens vi ventede på maden - og også i år blev der handlet andet end øl.

De 10 udvalgte øl var:

1) Fur Påskefrokost fra Fur Bryghus præsenteret af Aalborg

2) Skagen Påsketrold fra Skagen Bryghus præsenteret af Skagen

3) Rok IPA fra Black Wolf Brewery i Skotland præsenteret af Brønderslev

4) Spionen Undercover IPA fra Syndikatet præsenteret af Aalborg

5) Het Kapittel Blond fra Belgien præsenteret af Frederikshavn

6) Spring fra Hornbeer præsenteret af Frederikshavn

7) Portari fra Okkara præsenteret af Brønderslev

8) Anu Imperator fra Kongebryg præsenteret af Skagen

9) Black malts and body salts fra To Øl præsenteret af Hjørring

10) Schorschbock fra Schorschbrauu præsenteret af Hjørring.

 

Stemningen var høj - så det blev aftalt at gentage succesen i 2018.

Vi var så tæt på i år - kom nu frisk og lad os slå rekorden og samles over 100 deroppe. Det ville være 10% af alle nordjyske medlemmer.

 

SKAL DU MED TIL TOPMØDE?

Sæt X i din kalender

LØRDAG 7/4 2018...