Juni Nyt

Kære medlem,

Ølfestivalen i Lokomotivværkstedet er vel overstået med 12661 gæster. Det Lille Bryggeri vandt begge brygkonkurrencerne på Ølfestivalen®. Både konkurrencen om den bedste Festivaløl med 'The Stay Puft Imperial Stout' - og dernæst konkurrencen om den bedste øl brygget efter Reinheitsgebot med 'German Lager'. Flot gået af det lokale bryggeri!! German Lager er i øvrigt en af de 2 fadøl, vi skal smage til Lokalafdeling Ringsteds næste arrangement: 12 års fødselsdag. Den anden er fødselsdagsøllen, brygget af nogle af lokalafdelingens medlemmer på Birgers Bryghus. I dette nyhedsbrev, kan du læse om:

  • Fødselsdagen
  • Dansk Ølmærke til Skema og den Lille Gaardbutik
  • Det Lille Bryggeri vandt 2 priser på Ølfestivalen

Nyhedsbrevet kan også læses her

 

 

Fødselsdagen

Vi nærmer os sommerfesten. Bemærk at sidste frist for tilmelding er 14. juni

Lokalafdeling Ringsteds 12 års fødselsdag. Festen holdes lørdag 18. juni kl. 14-20 på adressen Harhoffs Alle 29 i Ringsted.

Der serveres grillmenu med tilbehør ca. kl. 15

Der bydes på fadøl herunder fødselsdagsøl og German Lager

Sjove indslag undervejs.

Pris kun 125,- pr deltager 

Dansk Ølmærke til Skema og Den Lille Gaardbutik

Danske ølentusiaster uddeler Dansk Ølmærke for 6. gang. Første gang var i 2003, (dengang eksisterede Lokalafdeling Ringsted ikke), hvor der blev uddelt 20 mærker.

Indtil for 2 år siden, var det kun udskænkningssteder, der kunne modtage Dansk Ølmærke. Det lavede man om på, så også indkøbssteder kunne blive indstillet og derefter modtage hæderen.

I år modtager på landsplan, 60 indkøbssteder og 87 udskænkningssteder dette mærke, deriblandt, Skema og Den Lille Gaardbutik her i Ringsted. Så kampen for det gode øl, går i den rigtige retning. 

Formålet med at uddele Dansk ølmærke er dels at oplyse foreningens medlemmer, samt andre med interesse for godt øl, hvor der kan opnås en særlig oplevelse. Og dels at anerkende disse steder som gør noget ekstraordinært for det gode øl og tilskynde dem at fortsætte det gode indsats.

Kriterier for at modtage Dansk ølmærke:

Ølstedet anbefales af lokalafdelingen.

Et antal lokale/regionale øl. Og, eller et antal internationale øl

God bredde i øltyper, pilsner, bock, stout, porter osv.

Udskiftning af øl i forhold til årstider, vinter, sommer, jul osv.

Øl serveret i de rigtige glas.

Personale med ølviden

Og godt øl på hanerne. Ja den mangler vi så lige her på skema…..

Om ca 14 dage fejre danske ølentusiaster i Ringsted vores 12 års fødselsdag. 

Det er første gang at vi overhovedet er i nærheden af at vi har kunne indstille nogen til dette mærke, så det er en milepæl i vores i historie der er nået. Så vi er rigtig glade og stolte over så at have 2 her i byen.

Skema, det er lige hvad byen har manglet, et sted hvor vi kan komme og nyde noget godt øl. Hvor vi som forening kan komme og afholde vores medlemsmøder, og det er jo blevet lettere efter endt ombygning, så kan vi sidde i lokalet ved siden af, og have vores ølsmagning, og i kan have alm åbent samtidig.

Skema har pt. ca 120 forskellige øl, deraf selvfølgelig et godt udvalg fra Det lille bryggeri. Der findes også øl fra Dagmar her i byen, samt andre regionale bryggerier

Den Lille Gaardbutik, som er beliggende i forbindelse med bryggeriet, Det Lille Bryggeri i Bringstrup, er stedet vi tager ud, når der skal fyldes op med godt på lageret. De fører naturligvis deres egne øl, DLB varianter og deres Shadow Brew, som kun kan fås i butikken. Derudover har de andre mærker, deri blandt, tysk øl. Det Lille Bryggeri har vi i foreningen samarbejdet med i mange år. Vi har brygget øl sammen, vi har holdt vores fødselsdag hos dem, samt mange flere ting. 

Så vi er i døe, rigtig glade for at i åbnede gårdbutikken, og har succes med den. Det er så fortjent.

Så på Danske ølentusiasters vegne vil vi nu overrække Dansk ølmærke 2016-17 til jer.

 

 

Det Lille Bryggeri vandt 2 priser på Ølfestivalen

Det lille Bryggeri i dobbelttriumf!

Det lille Bryggeri vandt begge brygkonkurrencerne på Ølfestivalen®

Først konkurrencen om den bedste Festivaløl med 'The Stay Puft Imperial Stout' - og dernæst konkurrencen om den bedste øl brygget efter Reinheitsgebot med 'German Lager'.

Her ses den glade vinder sammen med Danske Ølentusiasters Landsformand.