Nyhedsbrev april 2010
  • 1 - generalforsamling i Odense 20. marts
  • 2 - Øl er ikke bare Øl – seneste medlemsarrangement 16. marts
  • 3 - næste medlemsarrangement - i skolekøkkenet 24. april
  • 4 - medlemsarrangementet i maj
  • 5 - Vejen til godt øl - hvor findes de gode ølsteder
  • 6 - reklamemateriale vedrørende årets ølfestival i Valby 6.-8. maj

ad 1 - generalforsamlingen i Odense

20. marts var der landsgeneralforsamling i Odense og et pænt antal Rødovre medlemmer havde sammen med ca. 200 andre ølentusiaster valgt at deltage. Det tror jeg ikke de var kede af, for det blev en fornøjelig dag med masser af oplevelser: Mette – vores regionsformand – havde arrangeret bustur, og vi var en næsten fyldt bus fra regionen, der allerede kl. 08.00 drog afsted fra DGI-byen i København med kurs mod Odense. Nogenlunde samtidig startede de første individuelle ølsmagninger, så det var en flok ølentusiaster i godt humør, der indtog lokaliteterne på Dalum Landbrugsskole omkring kl. 10.30. Her startede vi med en fynsk ølsmagning arrangeret af de lokale ølentusiaster i samarbejde med de fynske bryggerier, og vi fik endnu engang syn (eller rettere smag) for, at de jo godt kan brygge øl på Fyn, og der var udover gamle kendinge indtil flere nyheder at smage på.

Kl. 13.00 startede selve generalforsamlingen, og ganske kort kan nævnes herfra:

Året Ølnyhed: Det blev Chili Tripel fra Midtfyns Bryghus med Black Magic Woman fra Hornbeer – lokalformandens personlige favorit til titlen - på andenpladsen. Flot af begge bryggerier der har været helt fremme i skoene de sidste 3 år, idet Midtfyn også vandt titlen i 2007 med deres Imperial Stout og Hornbeer i 2008 med deres Carribean Rumstout.

Årets Bryggeri: Her var der 2 bryggerier med nøjagtig samme antal stemmer - Mikkeller og Hornbeer - og da der ikke var taget højde for stemmelighed, blev de begge udnævnt til ”Årets Bryggeri 2009”. Det er tredje gang for Mikkeller, og selvom det er første gang, synes jeg også det er rigtig godt gået af Hornbeer, der på trods af deres vanskelige opstart for mindre end 3 år siden (jeg tænker her på den ulykkelige hændelse med branden i deres første lille bryggeri), allerede har manifesteret sig stærkt på den danske ølscene. Stort tillykke til begge bryggerier.

Æresmedlem: Peter Klemmensen også kaldet Klemme, Limfjordsporterens far, der gik på pension fra Thisted Bryghus i juni sidste år, blev udnævnt til foreningens kun andet æresmedlem for sit utrættelige arbejde gennem mange år for det gode øl. Det første æresmedlem er Ritt Bjerregård.

Årets Lokalafdeling: Det blev Aalborg der løb med denne fine titel – tillykke med det!

Vores landsformand gennem mange år, Anne-Mette Meyer Pedersen, gik af efter i mange år at have brugt en meget stor del af sin fritid på det gode øl. Så nu kan det være, at Anne-Mette får tid til at deltage i nogen af vores arrangementer – hun er jo medlem af Rødovre lokalafdeling. Ny landsformand blev Bo Lang Jensen fra Frederikshavn

Den nye bestyrelse består herefter af:
Bo L. Jensen - Frederikshavn, Poul Erik Jensen - Glumsø, Bjarke Jul Christensen – Birkerød, Kaj-Erik Nielsen - Esbjerg (tidligere medlemmer) Nye medlemmer er følgende: Else Lindhard – Svendborg, Claus Mortensen – Kolding, Hans Peter Jepsen – Sønderborg.

Midtvejs under generalforsamlingen var Midtfyns Bryghus på plads i foyeren klar til at servere noget Chili Trippel for os – den gik meget fint sammen med de chokomuffins, der også blev serveret.

Selve generalforsamlingen sluttede ca. kl. 17.30 og efter en enkelt ”før middagen øl” gik vi over til middagen hvortil vi indtog noget humle fra Stensbogård (så vidt jeg husker).

Efter middagen startede en ny ølsmagning, hvor historikeren Allan Mylius Thomsen på fortrinlig og morsom vis tog os en tur gennem øllets historie med dertil hørende smagsprøver.

Kl.  21.00 gik turen atter mod København. Her havde regionsformanden sørget for lidt at læske ganen med i form af den fortrinlige øl Early Bird fra Fuglsang, der som bekendt var blandt de 10 kandidater til titlen ”Årets Ølnyhed 2009”. Jørgen og Gunhild Fog Rasmussen syntes heller ikke vi havde fået nok og kom slæbende med nogle af deres fortrinlige Røgøl og en helt ny i rækken af gode øl - en netop tappet påskeøl – og den kan bestemt anbefales til påskebordet.

Alt i alt en meget vellykket tur til det fynske i selskab med en busfuld ølentusiaster og ikke at forglemme i selskab med meget godt øl.

 

ad 2 - seneste medlemsarrangement i marts

Tirsdag d. 16. marts afholdt vi for første gang månedsmøde i Kulturhuset Kilden i Brøndby, så nu er vi blevet kulturelle. Det vidste vi naturligvis godt selv, men det styrker nu alligevel selvfølelsen lidt, at vi nu er lukket ind i varmen som en kulturel forening, der kan benytte de kommunale faciliteter på lige fod med mere udi det kulturelle anerkendte foreninger såsom kunst, kultur, koncert, teater mv.

Samme dag var der i øvrigt et teaterarrangement i et andet lokale, og flere deltagere herfra var meget nysgerrige, og i hvert fald én person var parat til at bytte sin billet med et adgangskort til vores arrangement, da han så, hvad vi kørte ind i vores lokale.

Det vi kørte ind var også rigtig godt, idet slagter Normann Sørensen fra Rødovre Centrum havde leveret et flot og varieret pølsebord til os.

Sammen med de øl Henrik Skovborg havde udvalgt til denne smagning kombineret med hans ølforedrag ”Øl er ikke bare øl” og de øl fra Skands vi startede med til pølsebordet, kom vi igennem et meget varieret udbud af øl denne aften.

Henrik tog os på sin lune og vidende måde med gennem øllets historie med tilhørende smagsprøver på de forskellige øltyper, som var udvalgt både for at komme igennem øllets historiske udvikling med forskellige tyske, tjekkiske, belgiske, engelske, amerikanske øltyper og en enkelt dansker fra Faxe – en udmærket Bockøl, som vi dog var enige om i virkeligheden var en tysker rent typemæssigt, men en enkelt skulle der være fra Danmark, selvom Danmark ikke udmærker sig ved at have udviklet en speciel dansk øltype. Vi laver masser af godt øl i Danmark, var vi enige om, men ”opfundet” nogen type, har vi altså bare ikke. IPA’en (står for India Pale Ale) fra USA kan man heller ikke kalde en amerikansk urtype, idet den jo, som Henrik fortalte, oprindelig var udviklet i England som en særlig langtidsholdbar øltype med en højere alkoholprocent og langt mere humlet, der skulle kunne klare den lange transport til Indien, men med microbryggeri æraen eller den amerikanske ølrevolution, der startede for ca. 25-30 år siden blev IPAen ”genopfundet” af amerikanerne og nu med amerikanske humlesorter. De amerikanske IPA’er står i dag som noget af det ypperste indenfor denne øltype, og den valgte Maximus var bestemt en værdig repræsentant.

Herunder ses den komplette liste af øl til selve smagningen. Udover dem var der mulighed for til maden at smage Elmegade IPA, Skands Påskebryg samt Ørsted Gold – alle fra Bryggeriet Skands.

Der blev i det hele taget en herlig aften, der kom til at vare lidt længere, end vi havde regnet med, idet vi til fulde udnyttede åbningstiden og var blandt de sidste, der forlod etablissementet, da de lukkede kl. 23.00.

Navn ABV % Bryggeri/Land
Budějovicý Budvar 5,0 Budějovicý Budvar,České Budějovicý, Tjekkiet
Köstritzer Schwarzbier 4,8 Köstritzer Schwarzbierbrauerei GmbH, Tyskland
Fuller´s London Porter 5,4 Fuller Smith & Turner P.L.C., England
Grimbergen Blond 6,7 Brouwerij Alken-Maes, Belgium
Faxe FestBock 7,7 Faxe Bryggeri, Danmark
Westmalle dubbel 7,0 Abdij der Trappisten van Westmalle, Belgien
IPA 7,5 Maximus IPA, Lagunitas Brewing Company, USA
EKU28 11,0 Kulmbacher Brauerei Aktien-Gesellschaft, Tyskland

ad 3 - næste medlemsarrangement mad med øl i skolekøkkenet

Der er stadig få ledige pladser til skolekøkkendagen lørdag d. 24. april kl. 14.00-ca. 22.00 på Holmegårdskolen i Hvidovre.

Sidste tilmeldingsdato:            Søndag d. 11. april

Pris:                                          Ikke over 220 kr. pr. næse inklusive øl

Vi skal have kreeret en 5-6 retters menu, og vi modtager meget gerne (gennemprøvede) forslag med begrundelser til de enkelte retter, der foreslås til menuen, men vi forbeholder os ret til at vælge frit blandt de indkomne forslag, således at der bliver en god balance i den endelige sammensætning af den samlede menu. Forslagene må også gerne indeholde en anbefaling af en passende øl eller øltype, der skal drikkes til den foreslåede ret. Vi modtager gerne forslag fra alle – ikke nødvendigvis kun deltagerne. Sendes til normann.errebo(at)remove-this.ale.dk

Vores skolekøkkendag plejer at foregå noget i retning af understående, og vi forventer, at det bliver noget lignende i år.

Hvornår Aktivitet
14.00-14.10 Vi mødes i skolekøkkenet
14.10-14.30 Vi drikker en velkomstøl, mens folk bliver opdelt i hold, får udleveret opgaver og opskrifter samt tildelt en ”kogeø” og kort bliver introduceret til skolen og køkkenet og reglerne for vores brug og aflevering af samme - hvert hold vælger en holdleder
14.30-14.50 Opskrifterne studeres af holdene, og de fornødne indkøbte ingredienser udleveres – der skabes overblik over, hvad der skal bruges, og om de potter, pander mv., der skal bruges, er tilgængelige – holdene laver en plan der sigter på, at vi starter med at spise kl. 18.30
14.50-18.30 Der kokkereres på livet løs, men vi glemmer naturligvis ikke at smage på lidt øl ind imellem – en øl hvert kvarter er måske i overkanten, men vi laver lidt fælles smagninger med passende mellemrum, mens vi fortæller hinanden, hvordan det går, og om vi eventuelt er nødt til at ”justere” den endelige menu, afhængig af hvilke katastrofer de enkelte hold præsterer, og om vi eventuelt også er nødt til at justere på spisetidspunktet. Vi må jo tage højde for at det ofte er i køkkenet, de store naturkatastrofer opstår :-)
18.00-18.30 Der dækkes op, hvor vi skal spise
18.30-20.45 Der spises og drikkes – de enkelte hold sørger for serveringen af deres kreation – der er på forhånd lavet et menukort med rækkefølgen af de enkelte retter, og hvad der skal drikkes hertil
20.45-21.45 Der gøres rent, vaskes op og ryddes op – alle borde og stole stilles, som de stod, da vi kom
21.45-21.55 Formanden går en runde og påser, at alt er som det skal være, og at vi kan være bekendt at aflevere skolen, før folk får lov at forlade området
Ca. 22.00 Tak for i dag

ad 4 - medlemsarrangement i maj

Som tidligere annonceret var det planen at arrangere en ølrejse til Bruxelles 27.-30. maj, men den har desværre måttet aflyses af forskellige grunde. Som en form for kompensation arbejder vi på i stedet at holde et medlemsmøde i maj med temaet Belgisk øl - nærmere info om tid og sted følger i næste nyhedsbrev.

 

ad 5 - Vejen til godt øl

I forbindelse med tildelingen af årets ølmærke til steder, hvor man kan få serveret et varieret udbud af godt øl - desværre er ingen indstillet i Rødovre afdelings opland - har landsforeningen også trykt en herlig ny og flot ølguide, der beskriver de gode ølsteder over hele landet.

Der er tale om en folder i et lidt andet format end sidste år - den ser ud til at kunne ligge i en brystlomme.

Lokalforeningen skulle modtage et antal eksemplarer med posten, og hver enkelt medlem modtager en sammen med næste udgave af ØLentusiasteN.

 

ad 6 - reklamemateriale vedrørende ølfestivalen 6.-8. maj

Festivalplakaterne er trykt og på vej til lokalafdelingen med post.

Lokalbestyrelsen vil selvfølgelig dele en masse af dem ud, og vi håber at rigtigt mange af jer vil give en hånd med. Vi forestiller os at sætte dem op på værtshuse, ølbutikker, møntvaskerier, supermarkeder, biblioteker m.m., men selvfølgelig også hos os selv og på vore arbejdspladser.

Venligst kontakt lokalformanden normann.errebo(at)remove-this.ale.dk, hvis du gerne vil have nogle plakater til ophængning. 

 

Til slut håber vi at alle har nydt (mindst) en god påske med masser af højt skum! :-)