NYHEDSBREV MAJ 2010

Indhold

  • 1 - en lille rettelse til forrige nyhedsbrev
  • 2 - referat fra Mad med øl i skolekøkkenet
  • 3 - næste medlemsmøde i maj
  • 4 - ølfestivalen 2010

 

 

ad 1 - en lille rettelse til Nyhedsbrev marts 2010

Nyhedsbrevet for marts fik en uventet lang fødsel og det nåede derfor at blive april, før det blev sendt ud - i overskriften er marts nu ændret til april (hvis nogen vil finde nyhedsbrevet i arkivet).

 

ad 2 - seneste medlemsmøde Mad med øl

Formand Normann har allerede udsendt en medlemsmail med referat fra arrangementet, der lørdag den 24. april 2010 samlede 26 ølglade personer i skolekøkkenet på Holmegårdsskolen i Hvidovre. Til højre ser I nogle få udvalgte fotos fra arrangementet - flere fotos vil meget snart være at finde et eller andet sted på afdelingens hjemmeside.

 

ad 3 - næste medlemsmøde dedikeret til Belgisk øl

Hermed inviteres til medlemsmøde tirsdag den 18. maj, kl 18.30 for spisende, og 19.30 for dem, der kun ønsker at deltage i smagningen i Café Basement i Vanløse.

Som erstatning for den aflyste ølrejse til Belgien har vi besluttet at dedikere denne aften til belgisk øl.

Vores Belgienekspert og smagkoordinator for aftenen, Michael Kjær Jørgensen, har udvalgt følgende øl til smagningen:

 

navn oktan-tal
Duchesse de Bourgogne (25 cl) 6,2%
Black Albert, Royal Stout (33 cl) 13,0%
Orval (33 cl) 6,2%
Kriek Bier Liefmans Breweries (38 cl) 6,0%
Gordon Finest Scotch (33 cl) 8,6%
Hoegaarden Grand Cru (33 cl) 8,5%
XX Bitter (33 cl) 6,2%
Malheur Cuvée Royale (75 cl) 9,0%
Barbár Winter Bok (33 cl) 8,0%
Blanche de Namur (25 cl) 4,5%

 

Som aftenens logistikmedarbejder vil formanden gøre sit yderste for at skaffe dem alle, og ellers finder han gode erstatninger.

Den i parentes angivne mængde er for jeres information IKKE pr. person, men den mængde en enkelt flaske indeholder. Det anbefales dog alligevel, at bilen bliver hjemme.

Det er også den aften, hvor Basement vil forsøge at slette det kedelige indtryk, vi fik sidste gang, og menuen - helstegt rosmarin kylling og ovnstegte kartoffelbåde samt skysauce - vil derfor inkludere en fadbamse på deres regning. Mad og en øl for dem der ønsker at spise med, vil derfor kun blive 150,00 kr. denne aften.

Samlet pris for spisende medlemmer 230,00 kr. Pris for deltagelse i ølsmagningen alene 80,00 kr.
Hvis du tager en gæst med, der gerne vil smage, hvad Danske Ølentusiaster i Rødovreafdelingen er for en størrelse, før eventuel indmeldelse, skal denne af med 20,00 kr ekstra.

Tilmelding på normann.errebo(at)remove-this.ale.dk senest mandag d. 10. maj. Deltagergebyret bedes indbetalt til vores ølkonto i Danske Bank reg-nr. 1551 kto-nr. 10136520.

Husk smageglas!

 

ad 4 - ølfestival 2010

I går gik det så løs i TAP1 i Valby med masser af godt øl - det kan kun anbefales at kigge forbi og finde en favorit med højt skum!