Nyhedsbrev 2012 nr. 1

Først ønsket om et godt og lykkebringende nytår til alle ølelskere i Rødovre Lokalafdeling - vi håber at alle har nydt nogle af julens mange fristelser.

Og så iler vi straks videre med info om det første smagearrangement i 2012!

Vores ene nye bestyrelsesmedlem, Kim Danø, vil være aftenens guide udi nogle af de bedste skotske øl, man kan opdrive på det danske marked.

Disse herlige dråber kombineres med et seriøst udvalg af pragtfulde skotske single malts, som på den ene eller anden måde hører sammen med de udvalgte øl.


Som forstærkning til at afvikle aftenens program har Kim lånt Morten Lyngholm Preuss fra Lokalafdeling Ballerup. Morten har igennem mange år specialiseret sig i og samlet på single malt, og han vil fortælle historier (nogle af dem oven i købet sande) om ”livets vand” fra Skotland.

Arrangementet starter kl. 18.30, og vi skal være ude af lokalet kl. 20.45.

Heldigvis ligger det lokale vandhul kun 2 minutters gang fra Kulturhuset Brønden, så der er mulighed for at skylle halsen bagefter – naturligvis for egen regning.

Prisen for dette skotske festfyrværkeri er kun kr. 120,- pr. person og inkluderer 5 øl- og whiskysæt samt lidt snacks.

Bindende tilmelding skal ske til formand Kim Müller på mailadressen kim.mueller(at)remove-this.ale.dk, og beløbet skal indbetales på reg-nr. 1551 konto-nr. 10136520 – husk at skrive medlemsnummer på indbetalingen.


Der kan købes lette anretninger hos Strandcafeen i kulturhuset inden arrangementet starter. 

Altså:

Hvornår: tirsdag den 24. januar kl. 18.30 – 20.45.

Hvor: Kulturhuset Brønden, Brøndby Strand Centrum 60 (lige ved siden af Brøndby Strand S-togstation).

Tilmelding og betaling: senest 10. januar 2012.

Husk: smageglas – både til øl og whisky!

Højt skum!

Bonusinfo:

Til allersidst skal røbes at din lokalafdeling - i samarbejde med de omliggende afdelinger - håber at kunne arrangere en fælles smagning kombineret med afstemning om årets ølnyhed 2011 en af de sidste lørdage i februar. Du kan godt begynde at glæde dig ...