Nyhedsbrev 2014 nr. 2

Læs her om:

  1. Fynske øl 13. marts
  2. Afstemning om årets ølnyhed(er) 2013
  3. Finaleølsmagningen 15. februar
  4. Generalforsamlingen 22. marts 
  5. Besøg på Amager Bryghus 6. februar

1. Fynske øl den 13. marts 2014

Din lokalafdelings næste medlemsarrangement er en fynsk ølsmagning. Sussie og Claus fra bestyrelsen sørger for et broget udvalg, og smagningen med diverse historier starter kl. 19:15.

Betragt evt. arrangementet som opvarmning til din deltagelse i årets generalforsamling i Odense d. 22. marts, der indledes med den traditionelle mulighed for at smage et kæmpe udvalg af øl fra fynske bryggerier. 

Igen er det lykkedes at få en aftale med Café E i Frihedens Butikscenter om fællesspisning før smagningen. Fra kl. 18:30 tilbydes stegt flæsk med persillesovs i rigelige mængder, kartofler, rødbeder og sennep og en lille belgisk Grimbergen fra hanen.

Prisen for mad og ølsmagning er 290 kr. Deltager man kun i smagningen er prisen 100 kr. 

Tilmeld dig ved at sende en mail til kim.mueller@ale.dk senest torsdag den 6. marts kl. 23:59, og oplys dit navn og medlemsnummer i mailen. Senest på samme tidspunkt bedes du overføre enten 290 eller 100 kr. til øl-kontoen med reg.nr. 1551 og konto-nr. 10136520. Husk også her at angive dit medlemsnummer.

2. Årets danske ølnyhed(er) 2013

I perioden 15.-31. januar havde foreningens medlemmer mulighed for at stemme på sine favoritter blandt de 845 nye danske øl, der "udkom" i 2013.

De 2 gange 5 øl, som fik flest stemmer i hver af kategorierne under 6 % samt 6 % eller derover, blev udråbt som de 10 finalister - se dem på siden her.

I perioden 1.-28. februar har alle medlemmer så mulighed for at stemme på sine favoritter blandt de 10 finalister. Igen kan der stemmes på en øl i hver af de to kategorier. 

Den øl i hvert kategori, der får flest stemmer, vil på foreningens generalforsamling 22. marts 2014 blive kåret som Årets danske ølnyhed 2013.

Læs mere om afstemningen her og afgiv så din stemme efter login i øverste højre hjørne på samme side.

Må de bedste øl vinde - højt afstemnings-skum!

 

3. Region Københavns finalesmagning 15. februar

Lørdag den 15. februar holdt Region København et smagearrangement med mulighed for at nyde de 10 øl i finalen om Årets danske Ølnyhed 2013.

Læs om og se fotos fra arrangementet i scrapbogen på Region Københavns hjemmeside her, hvor du også kan se hvilke to øl, de fremmødte syntes var mest velsmagende.

Det bliver spændende at følge om afstemningen i region København så ligger på linje med det kommende resultat af den landsdækkende afstemning. 

4. Generalforsamling i Odense den 22. marts

Hvert år i marts holdes landsforeningens generalforsamling i Odense.

Blandt punkterne er genvalg af gamle og valg af evt. nye medlemmer til landsbestyrelsen, og i år skal også behandles et forslag om vedtægtsændringer, men allerførst kåres årets danske ølnyhed(er), og når det er sket plejer det at være muligt at nyde lidt af de vindende øl. 

Læs her om hvordan du nemt kan komme med bussen, som Region København har arrangeret, til generalforsamlingen. 

 

5. Besøg på Amager Bryghus 6. februar 2014

I februar var vi 23 ølentusiaster på besøg hos Amager Bryghus, hvor Morten tog godt imod os. Han er både medstifter og medejer af bryghuset, så vi var i gode hænder.

Morten indledte med at servere en smagsprøve på en Beer Duck, som de laver specielt til en ølbar i København. Derefter viste han rundt i bryggeriet. De er i gang med en udvidelse og ombygning, og i løbet af kort tid vil de næsten fordoble deres kapacitet.

Vi fik set alle dele af bryggeriet, snuset lidt til de igangværende bryg, og fik derefter lov at nyde nogle flere smagsprøver, blandt andet Vinterporter og en herlig Barley Wine. Besøget sluttede af med mulighed for at købe shoppe noget med hjem.

Amager Bryghus er i den fantastiske situation at de kan sælge alt hvad de brygger, som regel på et kort øjeblik, så hele sortimentet står ikke på hylderne og venter på at blive revet ned, men nogle fik da lejlighed til at handle lidt. Vi er mange der gerne kommer igen...

 

Besøg på Amager Bryghus

Herunder nogle fotos fra rundvisningen og det meget velsmagende besøg hos Amager Bryghus:

Morten skænker de første smagsprøver.
Vi hører om og smager på malte.
Vi hører også om bryggeprocessen ...
... og om rustfrie ståltanke.
Her er så det gammeldags, men velfungerende tappeanlæg.
Og endelig blev det så tid til en smagsprøve mere.

Lokalafdelingens aktiviteter 2014

Her finder du lokalafdelingens foreløbige årsplan - se dog altid lige efter i arrangementskalenderen, før du tilmelder dig et arrangement, om der er sket ændringer i dato, tid, sted eller andet.